For de fleste børn i Danmark er sommeren anledning til fri leg, familiesamvær og til at samle kræfter til igen at møde hverdagslivet i skoler og daginstitutioner. For andre er virkeligheden anderledes. Det gælder ikke mindst for det stigende antal unge piger og drenge fra især muslimske minoritetsmiljøer, som ofte i sommerperioden sendes på såkaldte genopdragelsesrejser.
Som det fremgår af dagens avis får rådgivningstilbuddet Etnisk Ung i dag markant flere henvendelser end tidligere fra unge, som frygter for at blive sendt af sted på disse rejser til deres forældres hjemland.
Det er selvfølgelig legitimt for ikke-vestlige familier at ville fastholde en relation til familien i hjemlandet, ligesom det er forståeligt, at mange forældre gerne vil give dele af hjemlandets kultur og religion videre til deres børn. Men det er afgørende, at det finder sted på en måde, som er forenelig med den vestlige kultur- og livsform, som de pågældende familier nu er en del af. Alt for ofte er det ikke tilfældet. Tværtimod bruges genopdragelsesrejser i mange tilfælde som social kontrol eller straf, hvis forældrene oplever, at børnene er blevet lidt for ”vestlige” eller ”danske” i deres opførsel. Det kan være unge piger, som ikke vil gå med tørklæde, eller drenge, som ikke lever op til familiens forventninger. For de unge piger kan det også være indledningen på et forløb, som ender med tvangsægteskab.
Det siger sig selv, at den form for ufri, undertrykkende praksis hverken er befordrende for de unges trivsel eller for deres integration i det danske samfund.
Som pakistanskfødte Rushy Rashid påpeger i dagens avis, er problemet med genopdragelsesrejser udtryk for en konflikt mellem en kollektivistisk og en vestlig, individ-orienteret kultur. De unge, som vokser op i muslimske minoritetsmiljøer herhjemme, vil ofte stå splittet mellem de to verdener. Mellem den individbaserede frie verden på godt og ondt, de møder på skolen og blandt venner, og den traditionelle, æresorienterede og faderstyrede virkelighed, de møder i hjemmet og i familien. Der er ingen lette løsninger på den splittelse, som er dyb. Men der er heller ingen vej uden om at slå fast, at den frie, vestlige livsform med afsæt i individets rettigheder og ligestilling mellem kønnene nu engang er den, som skal gælde her.
Det er glædeligt, at mange unge muslimske drenge og piger selv tager affære i kampen mod undertrykkelse og social kontrol og søger hjælp, når familien stiller sig i vejen. Vi andre kan hjælpe med oplysning og støtte. Til de forældre, som sender deres børn på genopdragelsesrejser, skal opfordringen lyde: Trods ønsket om at holde kontakt til familie og hjemland, er I nødt til at indse, at I nu er kommet til et land, som bygger på andre værdier. Når I ønsker at opdrage jeres børn efter normer, som kun gælder i Pakistan eller Tyrkiet, svigter I jeres børn og vanskeliggør deres integration og fremtid i Danmark.
For der er ingen fremtid for patriarkalsk social kontrol og undertrykkelse her i landet.