Når man mister et menneske, der står en nært, mister man også en fælles fremtid. I interviewet med præst og forfatter Kristian Ditlev Jensen i dagens avis beskriver han sin sorg over alt det, han ikke kommer til at opleve med sin bror, der tidligere på året tog sit eget liv. Det er sorgen over juleaftener, der ikke vil blive fejret sammen, glæden over børn og børnebørn, der ikke vil blive delt, og væk er også den fælles erindring om barndommen.
Navnlig ved juletid bliver vi mindet om dem, vi har mistet, og sorgen kan føles ekstra tung – også selvom det måske er længe siden, vi har mistet en ægtefælle, en forælder, en søster eller en bror. Men er det at savne, sørge og være ked af det et alment menneskeligt og eksistentielt vilkår eller en tilstand, der skal diagnosticeres, udredes og behandles? Kan man helbrede sorg?
Spørgsmålet er relevant, fordi Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ventes at gøre langvarig sorg til en diagnose næste år. Men det er en forkert vej at gå, hvis man med en diagnose sygeliggør det at sørge og giver indtryk af, at sorg er noget, der kan og skal fjernes. Det er med til at gøre menneskelivet mindre.
Hensigten med at gøre ”forlænget sorgreaktion”, hvilket beskrives som mere end seks måneder, til en psykiatrisk diagnose, er, at man ønsker at hjælpe. Den praktiserende læge skal kunne stille en diagnose og desuden ordinere behandling i form af medicin eller terapi. Derudover forventer man, at en diagnose også vil øge forskning i sorg, og i øjeblikket ved man meget lidt om sorgreaktioner videnskabeligt set. Men sorg er og bliver kærlighedens pris. Alle mennesker vil opleve at miste og smage fortvivlelsen. Sorg er ikke nødvendigvis noget, man kommer over, men noget, man må leve med, og det er med til at gøre livet så mangefacetteret, som det er. Uden sorg ingen glæde, men der er en tendens i vores del af verden til at ville lykkeoptimere. Men tilværelsen bliver underligt flad og netop ikke særlig lykkelig, hvis man fjerner den modgang, der hører livet til.
Det at ville gøre langvarig sorg til en diagnose lægger sig fint i tråd med mange andre diagnoser, der er kommet de senere år. Mennesker ser det som en forklaring og adgang til hjælp. Men ligesom sorgen ikke går væk af en diagnose, gør andre af livets tilstande det heller ikke. Diagnosen kan derimod være et stigma og måske ligefrem fastholde mennesker i en bestemt rolle. Og hvad med dem, der mister og ikke får en diagnose? Er deres sorg så ikke lige så legitim, sørger de ikke nok, ja, har de måske slet ikke elsket nok? Spørgsmålene og dilemmaerne står i kø.
”Lad julesorgen slukkes,” synger vi med Grundtvig i salmen ”Velkommen igen, Guds engle små”, og netop julesorgen er det baggrundstapet, vi også oplever juleglæden på. Ved at søge fællesskabet og dele såvel glæde som sorg med andre, lever vi med sorgen. Og det helt uden at gøre den til en sygdom, der skal behandles.