NU GIK det ellers lige så godt. Solen har i flere uger uforstyrret skinnet fra en skyfri himmel. Men ikke bare blev det i går atter almindelig dansk sommer, onsdag formiddag vil det gå helt galt. Lidt over klokken 11 vil vi opleve årtusindets sidste solformørkelse. Og befinder man sig i en bræmme, der går fra det sydlige England og tværs hen over Europa gennem Sydtyskland og Rumænien vil den endda være total - solformørkelsen. Tv-stationerne har de seneste dage kørt trailere for fænomenet, som gjaldt det et kongeligt bryllup. Begge landsdækkende tv-kanaler sender i public service-forpligtelsens navn direkte fra begivenheden krydret med kloge panelkommentarer. Og ud fra den dramatik, der lægges for dagen i trailerne, at dømme, er det nærliggende at tro, at tv-folket mener, at der gemmer sig en god historie i det ganske givet spektakulære, men også banale naturfænomen. I hvert fald er der overalt i verden nervøse gemytter, som i disse dage forenes i deres undergangsængstelse og med tilbageholdt åndedræt vil stirre mod himlen onsdag formiddag. For ifølge middelalderprofeten Nostradamus skulle det være ganske vist, at jorden vil gå under ved samme lejlighed. Det er naturligvis en historie, som hverken DR, TV 2 eller undergangsjunkier fra alverdens new age-miljøer må gå glip af. Formørkelsen er ren guf for de millenianister, kunne de vel nærmest kaldes, hvis åndelige brændstof består af lige dele ængstelse for fremtiden, især her op til ikke bare et århundred-, men et årtusindeskifte, og et selvkomponeret natursyn, som består af krystaller, metaller, aromaer og samhørighed med ild, vand og stjerner. Årsagerne hertil er sikkert mange. Vi lever i en hyperrationel tid, alt skal kunne måles og vejes, gøres op i kroner og ører. Gud var allerede erklæret død, da vi gik ind i dette århundrede. Mennesket har for længst mistet fornemmelsen af den verden, det er en del af. Det er hørt så tit. Så mennesker søger og søger. Og det er også legitimt nok, for vores tid er blevet alt for pekuniær og rationel, så menneskers længsel efter større samhørighed med skaberværk og andre mennesker er reelle nok. Det fortvivlende er blot, som det også eksemplificeres ved reaktionerne på solformørkelsen, at mange af dem, der reagerer på den ensidige rationalisme, går i den helt anden grøft og suspenderer enhver fornuft. Det er i virkeligheden den egentlige formørkelse. Der bør være en tredje vej mellem rationalisme og det rene vrøvl, og her på kanten til ikke bare en solformørkelse, men også et årtusindskifte, bør det være en ambition at hævde en livsforståelse, der både kan rumme det rationelle og det åndelige. Vi tales ved torsdag. weis