Vi har hørt om mangel på ingeniører, it-folk og læger. Det diskuteres, hvordan højtlønnede specialister kan lokkes til Danmark for at arbejde. Ikke nær samme fokus har et problem i bunden af arbejdsmarkedet fået. Den udtalte mangel på social- og sundhedshjælpere samt assistenter, der skal tage sig af de ældre – dem der kun bliver flere af de kommende år. Og alene ved at kalde det bunden af arbejdsmarkedet er et af problemerne påvist. Frontpersonalet på plejehjem og i hjemmeplejen, der på ingen måder kan afløses af smarte teknologiske løsninger og robotter, regnes ikke for meget. I valgkampe og ved skåltaler prises de varme hænder, men generelt tales der nedsættende om dem og deres fag. Det hedder sig, at de vasker de gamle bagi, og lønnen afspejler med al tydelighed, hvor i samfundshierarkiet disse nøglemedarbejdere befinder sig.
Så vi har et problem, og det bliver kun større, hvis ikke der laves en fundamental ændring. Tallene er skræmmende, og i kommunerne tales der ligefrem om, at vi bevæger os mod en katastrofal situation om bare fem år, hvor der angiveligt vil mangle 15.000 sosu-hjælpere og assistenter. Dels fordi der bliver flere gamle, og dels fordi mange af de nuværende medarbejdere selv bliver ældre og går på pension. Men også fordi færre unge søger uddannelsen, og flere falder fra undervejs. Noget bør gøres, og det skal være nu. Ellers er der risiko for, at servicen til de ældre bliver endnu mere basal, og det er skidt for såvel de ældre som medarbejderne, både de nuværende og de kommende. For hvem vil ind i et fag, der er kendt for et hårdt arbejdsmiljø, har lav løn, ringe anseelse og i øvrigt er kendt for højt sygefravær, og hvor man fremover kun vil være nok medarbejdere til at løse absolutte minimumsopgaver?
Naturligvis skal der sættes ind fra flere sider. Uddannelsen skal være attraktiv, og arbejdsforholdene gode. Det klinger hult, når tre ud af fire kommuner rapporterer om mangel på arbejdskraft inden for ældreområdet, samtidig med at de tøver med at tilbyde de 86 procent af medarbejderne, der er på deltid, et fuldtidsarbejde, man kan leve af.
Men først og fremmest skal der en holdningsændring til. Det bør anses for et højstatusarbejde at beskæftige sig med de mest sårbare mennesker i dette land. Gamle, skrøbelige og demente mennesker, som for de flestes vedkommende har et langt levet liv bag sig og i øvrigt er lige så forskellige som alle andre mennesker.
Der tales meget om varme hænder, men en medarbejder på et plejehjem skal have meget mere end den rette håndtemperatur. Det kræver et godt hoved, engagement og ikke mindst empati. Hvis der er respekt for de ældste i samfundet generelt, vil flere også sætte en ære i at arbejde for og med dem. Og hvordan viser man så, at der er respekt for ældre i samfundet generelt? Ja, de offentlige arbejdsgivere kan lægge for ved at tilbyde såvel de gamle som de ansatte ordentlige vilkår.