Sov sødt, barnlille

Dybt godnat, når virksomheder bevidst konkurrerer mod søvn

Det siges, at en af de mest brutale og effektive torturmetoder gennem historien har været systematisk at forhindre folk i at sove. Efter et antal dage helt uden søvn og hvile knækker mennesker sammen, tilstår, bekender eller gør, hvad det nu har været målet at opnå for udøverne af torturen. Mennesker er ikke robotter eller maskiner, der kan køre uafbrudt døgnet rundt. Søvn skal der til.

Søvn giver nye kræfter. Under søvnen gendannes celler i hjernen. Dagens indtryk bearbejdes under søvnen. Mangel på søvn kan både skabe og være symptom på stress. Det er i længden simpelthen livsfarligt ikke at sove.

Og derfor er det også meget langt ude, når en international magtfuld medievirksomhed som Netflix tilsyneladende med fuldt overlæg begynder at konkurrere med og mod menneskers nattesøvn. Med en stribe smarte teknologier har netop Netflix gjort det særdeles let og gnidningsfrit som seer og bruger af tjenesten at fortsætte og fortsætte og fortsætte med at se videre. Til langt ud på natten. Som selskabets direktør Reed Hastings er citeret for i dagens avis:

”Netflix udbyder en serie eller en film, som folk bare må se, og forbrugerne ender med at blive sent oppe om aftenen. Så vi konkurrerer faktisk med søvnen… Og vi vinder.”

Nu er der jo i udgangspunktet ikke noget i vejen med at skabe produkter, der er så gode, så spændende, så vedkommende, at mennesker gerne vil bruge dem.

Men med dette bagvedliggende, systematiske og vedholdende fokus på at konkurrere mod søvnen er vi ikke desto mindre kommet langt ud over en usynlig grænse, en virtuel smertetærskel, hvis konsekvenser kan komme til at gøre rigtig ondt både i menneskers liv og for samfundet som helhed.

Det virker så smart, så tilforladeligt, så frivilligt, så let tilgængeligt. Og alligevel er konsekvensen og resultatet af tv-serier tilpasset den enkelte forbrugers personlige præferencer udsendt i en nærmest endeløs kæde så umenneskeligt, så negativt, så brutalt. At vinde over søvnen er at tabe hovedet.

Det er vitterlig bekymrende, når unge mennesker i USA nu bruger mere tid på digitale medier end på at sove, som den tyske forsker Manfred Spitzer anfører i bogen ”Digital demens”, der for nylig er udkommet på dansk.

Det er også dybt problematisk, at hastighed og trangen til konstant at se med og at være på nærmest er blevet en ny Gud, som filosof Morten Albæk har beskrevet det i sin seneste bog.

Heldigvis befinder vi os ikke i middelalderen. Netflix og andre globale medieaktører og teknologi-giganter er ikke inkvisitionen. Og som årvågne forbrugere anno 2018 kan vi alle selv sige fra, stoppe op, trykke sluk.

Vi må ikke lulle os i søvn som passive forbrugere. Vi må skærme os fra et automatiseret liv, der ellers kun vil udfolde sig foran og gennem en skærm. Vi må træffe bevidste, oplyste og ansvarlige valg som borgere. Selv blomsterne blunde i enge, som N.F.S. Grundtvig beskrev det i salmen ”Sov sødt, barnlille”.

Søvnen hører som nat og dag med til tilværelsens orden. Også derfor må vi holde fast i søvnen for at være vågne til det ægte liv. Alt andet vil være dybt godnat.