Prøv avisen
Leder

Spinkelt fredshåb er trods alt et håb

Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.

Første vigtige skridt mod våbenhvile i Syrien gavner især Assad

Tusinder af civile syrere, der i månedvis har sultet og lidt i deres belejrede byer i det krigsplagede land, kan gøre sig håb om snart at modtage tiltrængt nødhjælp. Det er et af de få konkrete resultater i den aftale, som Den Internationale Støttegruppe for Syrien (ISSG) med Rusland og USA i spidsen op til weekenden enedes om i München.

Aftalen lægger også op til ”et ophør af fjendtlighederne” om en uge, og hvis det virkelig lykkes at få våbnene til at tie, vil det være første gang i fem års blodig konflikt, at der sættes en midlertidig stopper for blodsudgydelserne.

En international arbejdsgruppe skal nu formulere de nærmere betingelser for et ”landsdækkende ophør af fjendtlighederne”, som - hvis det lykkes - på længere sigt skal munde ud i en egentlig våbenhvile og en genoptagelse af de fredsforhandlinger i Genève, som reelt aldrig er kommet i gang. Endelig foreligger der altså et fredshåb på skrift.

Uanset hvor fint det hele ser ud på papiret, skal man dog være jubeloptimist for at tro på, at våbnene vitterligt kommer til at tie i en krig, som stadig flere magtspillere er involveret i. Ingen af de stridende syriske parter sad med ved forhandlingsbordet i München.

Det er næppe realistisk, at de moderate oprørere eller Assad-styret på blot en uge pludselig indstiller deres kamphandlinger - præsident Assad har allerede varslet at fortsætte kampen mod terrorister, altså oprørerne - ligesom den internationale koalition mod Islamisk Stat (IS) skal finde ud af at samarbejde med hans regime om at få stablet en luftbro på benene.

Det er heller ikke alle krigens parter, der er omfattet af aftalen, da de internationale luftangreb på IS og al-Nusra-fronten fortsætter. Det er helt rigtigt at fortsætte med at bombe disse ekstremistiske grupper, men der vil derfor også fortsat være civile ofre for konflikten.

Så det er fuldt forståeligt, at den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, vil se handling, før han tror på det.

Men de 17 lande i ISSG har givet hinanden håndslag på at gøre alt, hvad der står i deres magt for at få ført planen ud i livet, og det gælder bemærkelsesværdigt nok også Saudi-Arabien og Iran, som for første gang siden sidste måneds konflikt om henrettelsen af en shia-muslimsk prædikant igen er på talefod.

Men aftalen giver også Rusland og Assads styrker yderligere tid til at skabe nye kendsgerninger på landjorden i Aleppo. Det kan koste de 300.000 tilbageværende indbyggere i Syriens største by dyrt og fortsætte den massive flygtningestrøm mod den tyrkiske grænse.

München-aftalen er beviset på, at det er Rusland og Vladimir Putin, der svinger taktstokken i Syrien lige nu. Det faktum har USA og Vesten nu reelt bøjet sig for og dermed styrket Assad.

Amerikanerne holder godt nok fast i, at præsident Assad skal væk, men her står russerne lige så stejle med deres krav om, at det skal være det syriske folk, der afgør landets - og dets forhadte leders - skæbne.

Da man heller ikke kan enes om, hvordan et overgangsstyre skal se ud, består den største hurdle på vejen mod fred trods håbet fra München fortsat.