GROTESK KAN det forekomme i en velfærds- og overflodskultur som den danske, at flere tusinde unge mennesker lider af spiseforstyrrelser - hvor det at sulte sig selv spiller en stor rolle. Men endnu mere grotesk er det, at behandlingstilbudene til de spiseforstyrrede - fortrinsvis piger og kvinder - halter betragteligt bagud. Især fordi sygdommen, der hovedsageligt dækker over anoreksi og bulimi, er den mest dødelige af alle psykiske lidelser, idet op mod 10 procent i sidste ende dør af deres sygdom, enten fordi kroppen ganske enkelt ikke kan være med længere, eller fordi de ender med at begå selvmord. Den aktuelle fokusering på den mangelfulde behandling af sygdommen skyldes en rapport, som en række overlæger og psykologer under Hovedstadens Sygehusfællesskab har udarbejdet. En af konsklusionerne er, at der er mangler i de fleste større byer i landet, men det er særlig galt i hovedstadsområdet, hvor det skønnes, at helt op mod 10.000 har behov for hjælp, fordi de enten sulter sig selv, grovæder eller kaster op. Ventetider på behandling på helt op til et år er ikke ualmindeligt, og samtidig halter behandlingen håbløst bagud, når det gælder deciderede specialtilbud under ledelse af specialuddannet personale. Det bør der rettes op på, ikke alene fordi der er tale om patienter, der med det rette tilbud ville kunne blive helt raske og leve normale liv, men især fordi det efter så mange år med kendskab til denne frygtelige sygdom ikke kan være meningen, at et samfund ikke har mere at byde på, når kæden hopper af for en så relativ stor del af de unge piger. Det skønnes, at en procent af dem udvikler anoreksi, tre procent lider af bulimi, mens et ukendt antal i perioder lider af tvangsspisning. Meget tyder da også på, at der med den øgede fokusering nu vil blive gjort en indsats. I hvert fald er den travle sundhedsminister Sonja Mikkelsen (S) gået ind i sagen, om ikke andet, så med en række positive udtalelser, hvor hun godt nok indirekte spiller ansvaret tilbage til amterne. Men det er ikke gjort med øget fokusering og øgede bevillinger alene. Spiseforstyrrelser er en misbrugssygdom som alkoholisme og narkomani. Derfor er sygdommen også forbundet med den samme form for skam, skyldfølelse og hemmelighedskræmmeri fra de syges side og tabubelægning fra samfundets side. Og derfor kræver behandlingen en målrettet og specialiseret indsats, for det er næppe nogen tilfældighed, at det primært er i de industrialiserede lande med deres ekstreme individualisering, krav om succes og sekularisering, at sygdommen er hyppigst. Der kan spiseforstyrrelsen blive den destruktive selvkontrol af den sidste skanse, kroppen, mod en uoverskuelig verden, som måske er den, der trænger mest til behandling. weis