For nogle er håndbold et mærkværdigt kastespil, hvor to meters-klepperter tonser frem og tilbage og ind i hinanden på en alt for lille bane, mens de prøver at få en lille, klistrende bold kastet ind i et ligeledes lille mål i hver sin ende af banen. Ikke så få fodbold-connaisseurer, cykelsportsentusiaster eller sportsignoranter har under de seneste ugers mediehypede VM-slutrunde på hjemmebane prøvet at jante-brændemærke håndbolden som et provinsielt fænomen, en perifer dansk-opfundet sportsgren uden stor gennemslagskraft på verdensplan.
Men selv kritikerne må i disse dage bøje sig for en berettiget kollektiv begejstring over, at det danske håndboldherrer vandt deres første VM-guldmedaljer i suveræn stil med 10 sikre sejre ud af 10 mulige. Når flere end 2,7 millioner tv-seere i søndags så VM-finalen – 100.000 flere, end der så et undertippet danske fodboldlandshold slå Tyskland i EM-finalen i 1992 – og tusinder i aftes fejrede guldholdet på Rådhuspladsen i København, så er det ikke blot, fordi håndbold blev opfundet i Danmark og er nationalsporten par excellence. Det skyldes også, at der ikke findes noget mere nationsopbyggende og fremmende for fællesskabet end store sportssejre.
I en tid, hvor den nationale sammenhængskraft er udfordret af individualisering, indvandring, sekularisering og digitalisering, har vi brug for succesfortællinger, der kan samle os på tværs af alder, køn og generationer. Vi har brug for uselviske helte som Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard eller Niklas Landin, som giver alt for at vinde. Som kan få en leende kronprins til at hylde deres holdkammerat ”Hans Majestæt” Hans Lindberg på podiet, og som selv kan få tyske fans til at heppe på dem i Hamborg. Den dansk-tyske VM-turnering var på fornemste vis udtryk for det gode tyske ord ”Völkerverständigung”, som handler om at forstå hinanden på tværs af folkeslag.
Samtidig kan vi i høj grad identificere os med landstræner Nikolaj Jacobsen, når han i minutterne efter finalesejren over Norge giver udtryk for, at han både er ovenud lykkelig, grædefærdig og tørster efter en øl. Det er så dansk og folkeligt, som det kan blive.
Men det handler om mere end det. ”Det er nationalfølelse, der ikke kan beskrives,” har selvsamme landstræner så rammende sagt om det øjeblik, hvor hele hallen skråler med på ”Det er et yndigt land” forud for hver kamp. Det handler om sammenhængskraft og stolthed.
For håndbolden gør det legitimt at juble over at være dansk. Man bliver ikke udskammet for at dyrke en patriotisme, der er hyggelig frem for aggressiv. Kun da hjemme-publikummet buhede ad nordmændene i finalen, kom der skår i glæden, for det var både usportsligt – og uklædeligt. Der er en hårfin balance mellem en patriotisme, der kan samle os, og en nationalisme, der bliver udgrænsende.
Her er der, som Aarhus-præsten Henrik Emanuel Hansen så rigtigt siger i dagens avis, tale om en positiv nationalisme og en begivenhed, der styrker os som nation.