Danmark og Norden har meget at takke Árni Magnússon for. Den flittige islandske filolog indsamlede frem til sin død i 1730 over 2000 islandske og oldnordiske håndskrifter, mange af dem på pergament og dateret tilbage fra middelalderen. ”Heri ligger hans betydning for alle tider”, som der står i ”Salmonsens Konversationsleksikon” fra 1915, hvor Magnússon også hyldes for sin forbavsende kritiske evne og for at have været langt forud for sin tid i vurderingen af håndskrifternes værdi.
I dag er deres værdi blandt andet anerkendt af Unesco som en del af ”verdens hukommelse”, men vi risikerer nu at miste noget af denne så vigtige hukommelse til at forstå vores fortid, og hvad vi er rundet af i Norden. Som det er fremgået af de seneste dages aviser, vil Københavns Universitets humanistiske fakultet nedlægge undervisningen i oldislandsk, gammeldansk, moderne islandsk og færøsk, fordi man skal spare 160 millioner kroner, og der ikke er mindst 30 studerende til disse frivillige tilvalgsfag.
Så hvorfor bevare disse i nogles øjne snævre sprogfag? Árni Magnússon var så fremsynet, at han testamenterede sin samling til det universitet, hvor han selv var professor, og hvor Den Arnamagnæanske Samling, som håndskrifterne kaldes, i over 250 år har været en guldgrube for forskere og studerende til at få indsigt i vores fælles fortid – også efter, at størstedelen af skrifterne er blevet overdraget til Island igen. For at kunne tyde de omkring 700 skrifter, der er tilbage i samlingen her i landet, er det nødvendigt at kunne sproget, og det ville være en falliterklæring af historiske dimensioner at skulle rekruttere forskere fra Tyskland, Canada og andre lande, hvor der stadig undervises i islandsk på universiteterne, til Danmark for at kunne tyde vores egen kulturhistorie.
Fakultetet forklarer sig med de efterhånden lidt for belejligt brugte argumenter om pålagte statslige nedskæringer efter grønthøster-metoden, mens den nye uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) mindst lige så belejligt henviser til universitetsloven, og at han derfor ikke kan blande sig i de fag, universitetet vil udbyde. Begge parter har sådan set ret, men der er mere på spil, når det skal afgøres, hvilke fag en nation skal forske i på sine universiteter.
Universiteter er fortsat væsentlige dannelsesinstitutioner. Og dannelse kommer ikke af sig selv. Som programchef Thomas Henriksen fra Norden i Skolen-portalen siger i dagens avis, er de nordiske sprog ikke en selvfølge, nu da den øvrige verden er rykket tættere på. Selvfølgelig er udbud og efterspørgsel ligesom fremtidige jobudsigter og økonomi vigtige parametre for uddannelsesinstitutionerne. Det gav god mening, da universitetet for to år siden besluttede at nedlægge fag som tibetologi. Ligesom der næppe er brug for 30 eksperter årligt udi hvert af de nævnte nordiske sprog.
Men her er tale om fag med en overordentlig betydning for vores fælles kulturarv – og for det færøske sprogs vedkommende også for vores selvopfattelse som rigsfællesskab. Derfor er det værd at overveje det færøske folketingsmedlem Sjúrdur Skaales forslag om en særlig finansiering for de nordiske sprogfag. Samt at minde de nordiske statsministre, der i går var samlet i Sverige, om, at håndskrifterne i Den Arnamagnæanske Samling ifølge samlingens fundats fra 1760 til ”evig tid” skal tjene til at oplyse om og forbedre alt, hvad der har med de nordiske landes historie, sprog og fortidsminder at gøre.