Prøv avisen

Sprogets magt

Drop engelsksnobberiet og værn om det danske sprog

SKAL DET NU VÆRE GOD LATIN at tale engelsk på det danske jurastudium?

Det kunne man umiddelbart godt tro, når Køben-havns Universitet vil opgive sit krav om, at fagets undervisere skal kunne dansk. I fremtiden bliver det kun et krav, at de kan engelsk, som Kristeligt Dagblad fortalte i går. I dag fortæller vi, at helt op til hver fjerde danske virksomhed efter eget udsagn har engelsk som koncernsprog, og det får noget af den uformelle hyggesnak til at forstumme i kantinerne. To historier, der illustrerer, at det danske sprog er under pres og trænger til et værn. For ikke alene er engelsk blevet det altdominerende andet sprog, det smitter også af på dansk. At dansk tager farve af andre tungemål, er dog i sig selv hverken nyt eller chokerende. Det er blot et udtryk for, at Danmark er en søfartsnation, der næsten altid har været afhængig af at handle og kommunikere med andre folk. I perioder har både tysk og fransk sat markante aftryk, og derfor er dansk stadig fyldt med låneord derfra. Det, der adskiller den nuværende sproglige afsmitning fra tidligere tiders, er intensiteten.

Når børn lærer engelsk fra 3. klasse, når de elektroniske medier er fyldt med engelsksprogede film, nyhedsudsendelser og spil, når vi rejser mere, og når ind- og udvandringen stiger, så kan det ikke være anderledes. Det er faktisk helt afgørende for, at vi kan kommunikere med det massive flertal af verdens borgere, der ikke magter vort besværlige modersmål.

MEN SELVOM udbredelsen af engelsk som ud-gangspunkt er positiv, er der imidlertid grund til samtidig at hejse et advarselsflag. For nok er det vigtigt at kunne engelsk, både på videregående uddannelser og i virksomheder. Og vist kan der være god mening i at ansætte engelsktalende juridiske forskere på universitetet, men skal de undervise danske studerende i længere perioder, må de rimeligvis lære sig dansk. Langt de fleste jurister kommer til at beskæftige sig med lov og ret i Danmark, og derfor skal de selvfølgelig undervises på deres eget sprog. Afstanden fra den universitetetsuddannede byretsdommer til den småkriminelle lømmel er i forvejen rigelig stor i retssalene. Vi har ikke brug for flere Erasmus Montanuser, der lærd kan disputere på bjerget, men som ikke kender sin egen landsby, eller storby for den sags skyld.

Lige så lidt har vi brug for, at det danske sprog udvandes og udviskes. Virksomheder må naturligvis bruge engelsk som koncernsprog, hvis det er nødvendigt for at klare sig i konkurrencen, men hvor mange har reelt brug for det? Kunne det tænkes, at det for nogle virksomheder i virkeligheden blot er et modelune for nu ikke at sige snobberi?

I ET LIDT STØRRE PERSPEKTIV handler sprogdebatten om mangfoldighed. Det handler ikke kun om at bevare dansk, men også om at styrke de øvrige europæiske sprog som tysk, fransk og spansk, der lider under engelsksprogets dominans på uddannelsesinstitutionerne. Ud fra et markedsførings- og effektivitetssynspunkt ville det sikkert være mest fornuftigt helt at erstatte det danske sprog og de øvrige med engelsk, men kulturelt, folkeligt og nationalt ville det være en katastrofe. Sproget binder os sammen, og derfor skal vi værne om sproget. Selvfølgelig uden at vi af den grund ender i en stinkende, nationalromantisk andedam, hvor vi burer os inde med os selv. Vi må hjertens gerne have udsyn til resten af verden fra bjerget, men det hedder altså stadig bjerget.

Hverken Montanus eller mountain.hhh

Andre læser lige nu