Landets interesser kommer før partiets. Denne selvopfattelse har igennem årtier præget et af Europas ældste partier, det tyske socialdemokrati.
SPD har i sin 154 år lange historie set sig selv som demokratiets standhaftige vogter, hvilket partiet beviste i de turbulente tider under Weimar-republikken og Det Tredje Rige med store personlige omkostninger til følge for mange socialdemokrater. Det er godt, at socialdemokraterne med denne selvforståelse og ansvarsbevidsthed for øje nu alligevel lader sig føre til dialogens trug af det tyske statsoverhoved, Frank-Walter Steinmeier, der som SPD’s tidligere chefstrateg, kanslerkandidat og udenrigsminister kender sit partis dna bedre end de fleste. For Tyskland og Europa har brug for en stabil regering.
Selvom det med danske øjne kan virke besynderligt, at den fungerende kristeligt demokratiske forbundskansler, Angela Merkel, som formand for det største parti i Forbunds-dagen ikke bare danner en mindretalsregering, har de historiske traumer også 72 år efter Anden Verdenskrigs afslutning så godt tag i den tyske folkesjæl, at ønsket om stabilitet trumfer alt i tysk politik. Og selvom fremtrædende socialdemokratiske veteraner efter den seneste uges politiske drama er begyndt at gøre idéen om en mindretalsregering salon-fæhig, opfattes det, der nærmest er normen i de skandinaviske lande, fortsat som et farligt eksperiment i Tyskland – hvilket den seneste uges meningsmålinger også bekræfter. Tiden er ikke moden til den danske model.
Den socialdemokratiske partiformand, Martin Schulz, står nu i et vanskeligt dilemma. I første omgang har han med sit ja til at tale med Merkels CDU/CSU under forbundspræsidentens mægling reddet den formandspost, han med utrolige 100 procent af stemmerne blev valgt til for blot otte måneder siden. Havde han sagt nej, ville manden, der som den tredje socialdemokratiske kanslerkandidat i træk tabte til Merkel, være blevet kuppet.
Men han risikerer at køre sit parti helt i sænk, hvis SPD nok engang går i regering med Merkel. For det var med et højlydt lettelsens suk, at baglandet på valgaftenen den 24. september modtog Schulz’ budskab om, at partiets eneste vej frem var i opposition oven på den rekordstore vælgerlussing med kun 20,5 procent af stemmerne. I to ud af Angela Merkels tre embedsperioder har socialdemokraterne nemlig oplevet at blive mast af kansleren. Merkel har fået ry af at være en sort enke, som fortærer sine regeringspartnere ved at overtage deres politik, køre dem trætte og løbe med al opmærksomheden. Et ry, som var medvirkende til, at det liberale FDP fik regeringssonderingerne til at bryde sammen, for partiet skulle ikke igen nyde noget af at være Merkels underhund og risikere at ryge ud af parlamentet igen, som det var tilfældet i 2013.
Det er dog også en anden Angela Merkel, der står tilbage efter de forliste sonderinger med FDP og De Grønne. Merkels autoritet og ry som snu forhandlingsleder har lidt alvorlige skrammer, og det er forståeligt, at førende socialdemokrater nu fremturer, at de ikke ser det som deres opgave at rydde op i den rodebunke, som de forliste Jamaica-forhandlinger har efterladt. I sidste ende er det dog rigtigt af socialdemokraterne ikke at agere som ”trodsige børn”, som den SPD’s fungerende justitsminister, Heiko Maas, har sagt.
For hvis det alligevel skulle ende med nyvalg, ser det foreløbig ikke ud til, at de tyske vælgere vil stemme meget anderledes end i efteråret. Og vælgerne har altid ret.