Staten minder om fortidens Gud. Sådan siger idéhistoriker Mikkel Thorup i dagens avis og beskriver, hvordan staten passer på os, er tilstedeværende over det hele og i sidste ende bliver ansvarlig for at løse vores problemer og den lidelse, der rammer os. Meget som Gud gjorde, før hans almagt blev draget i tvivl.
Selv døden er blevet et statsligt anliggende. Det store emne i samtalen om døden i disse år er netop statens holdning til dødshjælp.
Men hvor uforståeligt det end kan forekomme en nulevende dansker, er den almoderlige stat langtfra nogen selvfølge. De fleste mennesker i historien har levet et helt liv uden at få meget andet end de overordnede rammer fra staten - hvis der var en.
Indtil for få årtier siden var der reelt forskellige valgmuligheder i dansk politik, når det gjaldt staten. Det var, før Venstre blev tilhænger af den almoderlige stat. I dag er det blevet et outsiderstandpunkt, at staten kan begrænses. Af mange danskere opfattes det endda som et asocialt og koldt synspunkt.
Det betyder, at der er en bekymrende mangel på idéer om statens og dermed samfundets indretning. Det er ellers størrelser, der har været i konstant bevægelse, så længe mennesker har skrevet tanker ned.
Og de få alternative tanker, der tænkes, peger ikke sjældent på den nordiske statsmodel som den amerikanske filosof Francis Fukuyama, der ganske simpelt taler om at ”komme til Danmark”, når man udvikler et samfund. Ofte skal der en form for sammenbrud til, før vi for alvor begynder at udforske andre måder at indrette os på.
Der er en enorm naivitet i synet på staten, ikke mindst blandt skandinaver, når man tager i betragtning, hvilke magt- og voldsmuligheder der er akkumuleret i staten. Staten har været omdrejningspunkt for de helt store blodbade i det seneste århundrede som kommunismens og nazismens.
Også nutidens store menneskemishandlinger som i Nordkorea eller Islamisk Stat har staten som et selvfølgeligt omdrejningspunkt.
Staten er ikke ond i sig selv. I Danmark har den formået at skabe sig en tillid, som langt hen ad vejen er forståelig, fordi vi har meget lidt magtmisbrug, samt en omfordeling, som de fleste ønsker sig. Men Danmark er ikke hovedreglen, man skal ikke længere end til Østeuropa for at finde helt andre statskulturer.
Det kendetegner en idéfattig tid, at der er en alarmerende mangel på alternative tanker om statens indretning.
Det har tidligere været adelsmærke for store ånder som den russiske forfatter Leo Tolstoj, indiske Mahatma Gandhi og den amerikanske Henry David Thoreau, at de tænkte op imod statens monopol på moral. Den begavede religionskritik ville i dag være en udfordring af staten som modergud.