»STIL KRAV - det gør vi«, hedder det i reklame- slogan fra FDB. At de mener det alvorligt i FDB viser en aktuel sag, hvor butikskæden, som omtalt i dagens avis, har afvist at ansætte muslimske piger med hovedtørklæde. Kæden stiller - i øvrigt i lighed med konkurrenten Dansk Supermarked - krav om, at muslimske kvinder/piger aflægger hovedtørklædet, hvis de vil have ansættelse i en af kædens forretninger. Nævnet for Etnisk Ligestilling har med sin formand, biskop Kjeld Holm, bedt Arbejdsministeriet se på sagen. Mens FDB på sin side afviser, at der er tale om diskrimination. Der er derimod tale om generelle retningslinier for personalets påklædning. Af dem fremgår det, at medarbejdere ikke via deres fremtoning må signalere tilhørsforhold til bestemte grupper - heller ikke religiøse. Dermed er der, lyder FDB's argumentation, ikke tale om at ramme en bestemt gruppe, men om en generel firmapolitik, der angiveligt skyldes hensynet til kunderne. De bryder sig ikke om at handle dagligvarer hos en kommis med kors om halsen eller tørklæde om hovedet. FDB's argumentation er udtryk for en koncerntænkning, der tilstræber ensartethed og uniformering i forretningerne. Der skal ikke være forskel på, om man går på indkøb i Hjørring eller på Vesterbro. Det gælder ganske uanset om det er vareudbuddet, forretningernes indretning eller personalets påklædning, der er tale om. Uniformitet er et ideal på alle hylder. Tankegangen er ligesom selve supermarkedet kommet til os fra USA. I et multireligiøst samfund som det amerikanske er religiøse og kulturelle forskelle i princippet lige - og derfor i forretningsmæssig sammenhæng noget, der skal udraderes. Kulturel og religiøs identitet kan nemlig nok virke betryggende over for ét kundesegment, som det hedder, men kan virke stødende på andre kunder. Derfor lyder det - med henvisning til kunderne, der som bekendt altid har ret - at alle religiøse og kulturelle forskelle står lige over for kravet om at blive anonymiseret. Det er muligt, at FDB ud fra en strengt juridisk betragtning vil kunne få medhold i, at deres personalepolitiske målsætning om uniformitet er i orden. Men den virker ikke som en særlig klog. Den bryder med den traditionelle danske holdning, der søger konkrete løsninger i konkrete tilfælde. Og den afspejler en holdning, der siger, at »hvis vi alle sammen skal være her, må vi alle sammen være ens«. I et integrationsperspektiv virker det absurd, at forskelle kun kan toleres, hvis de udraderes. Her må FDB's kunder stille krav om ansatte, der bedømmes på deres faglige kunnen og ikke på, om de bærer kors eller tørklæde. pb