Stop automatik i dødshjælp-debat

Aktiv dødshjælp er svaret på et problem, der ikke findes

Jeppe Duvå, redaktionschef
Jeppe Duvå, redaktionschef. Foto: Leif Tuxen.

Simpel uvidenhed om, hvilke muligheder for omsorg og smertelindring der tilbydes alvorligt syge mennesker herhjemme, er ved at blive en politisk magtfaktor. Troen på, at aktiv dødshjælp skulle være løsningen på de menneskelige og medicinske udfordringer, døden stiller os over for, har fået sit eget liv. Og på Christiansborg - hvor der fortsat er et flertal imod at legalisere eutanasi - begynder politikere på tværs af folketingssalen at udtale sig vaklende. I deres besværgelser i stil med, at ”vi skal turde tage debatten”, og ”det kommer jo nok under alle omstændigheder”, aner man så småt et skred blandt de folkevalgte. Et skred, der kan ende med, at dødssprøjter bliver et lægeligt redskab i vores sundhedssystem.

Men det vil være et skred i den forkerte retning, for her er et område, hvor viden faktisk gør en forskel, og hvor det må være en politisk opgave at argumentere imod den massive folkestemning, der findes til fordel for at gøre aktiv dødshjælp lovlig.

Som det fremgår andetsteds i dagens avis, forudser iagttagere, at politikerne vil have bøjet sig for folkestemningen inden for en kortere årrække. Men hvis eksperterne, Kristeligt Dagblad har talt med, får ret i prognosen, er det, fordi politikerne lader sig lamme af en slags determinisme. Indførelsen af aktiv dødshjælp og det ryk i retning af et koldere samfund, den repræsenterer, er kun uafvendelig, hvis politikerne i bund og grund er ligeglade.

Der er da givet mange emner, der trænger sig mere på i den politiske hverdag end spørgsmålet om, hvorvidt nogle af samfundets borgere skal have lov til at fremskynde døden for andre borgere. Og det er næppe en umiddelbar vindersag for politikere at gå foran i et stykke folkeoplysning, der tilbageviser myten om, at aktiv dødshjælp er hjælp til døende.

Det vil indebære risikoen for politisk marginalisering og latterliggørelse.

Alle kvalerne forandrer bare ikke ved, at det burde være et tungt mellemmenneskeligt anliggende for det endnu eksisterende flertal på Christiansborg at imødegå det folkelige dødshjælp-krav med argumenter og viden. Gerne metodisk og i form af en statslig kampagne.

Spørgsmålet er så, om folkestemningen er så massiv, som den syner. Uvidenheden kan, må man håbe, imødegås med oplysning. For eksempel ved de færreste, at den form for dødshjælp, der kaldes passiv dødshjælp, faktisk er tilladt herhjemme - og anvendes i vidt omfang. Den indebærer ophør af udsigtsløs behandling og overflødiggør de fleste af de bekymringer, der nærer støtten til den aktive dødshjælp. Og heldigvis er der flere kloge danskere at trække på i en kampagne. En af dem, overlæge Ole Hartling, lod sig interviewe om emnet her i avisen i går. jd