Prøv avisen

Stop kristenforfølgerne

Guds vilje sker slet ikke altid på jorden. Men lidelse og ondskab er på den anden side heller ikke et fornuftsbevis imod Guds eksistens, skriver Jørn Henrik Olsen Foto: DAVID MCNEW/ Denmark

Ros til regeringen for ny alvor om kristenforfølgelser

Hvad er verdens største menneskerettighedsproblem? Det er der mange meninger om, men det burde gøre et vist indtryk, at skønsmæssigt tre fjerdedele af alle religiøst forfulgte er kristne. Selvom kristendommen i sin kerne forkynder kærlighed og tilgivelse, er den altså en torn i øjet på mange regimer rundt om i verden. De vil ikke tolerere kristen forkyndelse, uddeling af bibler eller konvertering til den kristne tro. Nordkorea er formentlig det mest intolerante land, men der er også alvorlige problemer i mange muslimske lande, herunder mellemøstlige og afrikanske. Så meget desto mere er der grund til at glæde sig over signalerne fra den nye udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), der i går var til et velbesøgt samråd i Folketingets Udenrigsudvalg om netop kristenforfølgelser.

LÆS OGSÅ: Udenrigsministeren skal redegøre for initiativer mod kristenforfølgelser

Emnet har hidtil hverken været skrevet ind i regeringsgrundlaget, været nævnt i statsministerens større taler eller på anden måde fremhævet under den nuværende regering. Martin Lidegaard blev i går udfordret af den borgerlige fløj, især Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, og han tog heldigvis udfordringen op. Inden sommer vil han komme med bud på, hvad Danmark kan gøre for at bremse kristenforfølgelserne rundt omkring i verden. Det er der ganske vist ingen nemme løsninger på. En nærliggende mulighed er at inddrage den danske udviklingsbistand, som man eventuelt kan bruge til at presse regeringer, der åbenlyst undertrykker kristne og andre religiøse minoriteter. Vanskeligheden er, at i mange tilfælde kan et land have en lovgivning, der på papiret ser fin ud, selvom der sker en voldsom forfølgelse under overfladen. Desuden er der jo forfølgelse i mange lande, hvortil Danmark ikke yder udviklingsbistand.

Her er det oplagt at gå gennem internationale fora som FN og EU, og det er ministeren tilsyneladende også indstillet på. Et kildent spørgsmål er, om man særligt skal nævne forfølgelsen af de kristne, eller om man mere generelt skal tale om forfølgelse af religiøse mindretal. Martin Lidegaard vil helst det sidste, men det skyldes ikke, at han ikke vil kalde en skovl for en skovl. Han mener bare, at de forfulgte kristne helst ikke vil holdes frem som en særlig gruppe. Det kan forværre deres vanskeligheder, mener han. Nogle af de samme overvejelser ligger formentlig til grund for, at kirkelige organisationer gerne vil tale om dialog som instrument til at bremse forfølgelserne. Og at forfulgte minoritetskirker, når de bliver spurgt, ofte selv taler problemerne ned og fremhæver, hvor godt det hele går. Kristne kirkesamfund i Irak er et af eksemplerne på det. Det alvorlige dilemma er, at selvom dialog måske indimellem hjælper lokalt, har det ikke hidtil løst den store udfordring: At forfølgelsen af kristne fortsætter verden rundt. Derfor kan der i høj grad være brug for, at verdenssamfundet tør tage konfrontationen med den religiøse intolerance. Det har man med rette ikke haft nogen betænkeligheder ved, når det for eksempel handler om Ugandas lov mod homoseksuelle. Samme beslutsomhed kunne man ønske sig i kampen mod kristenforfølgelser.