KÆRT BARN har mange navne: »De små egoister«, som er temaet for en konference, der åbner i dag, kaldes også »curlingbørn«. Børnene er vant til så udstrakt service fra deres forældre, at nogle har fundet på at sammenligne børnene med curlingstenen, der glider hen over isen, godt hjulpet på vej af curlingspillerne, der hektisk fejer foran stenen for ikke bare at fjerne forhindringer men også for at varme isen op, så stenen glider endnu lettere og længere. Det er ingen sag at være barn i dag. Og dog. Som det fremgår af dagens avis, råber pædagoger nu vagt i gevær, fordi tilværelsen som curlingsten faktisk ligger et stykke fra forestillingen om det gode børneliv. At livet som manisk fejende curlingspiller heller ikke falder sammen med forestillingen om et godt voksenliv, er blot en anden side af samme sag. De overservicerede og institutionaliserede børn ender i en permanent trodsalder og bliver ude af stand til at indgå i en almindelig social sammenhæng, fordi de er vant til, at alting foregår på deres præmisser. De bliver til med ensomme og ulykkelige og helt forvirrede, selv om forældrene virkeligt vil dem det bedste. Problemet er bare, at det bedste er for meget af det gode, og det svier både til børn og forældre. Familieterapeuten Jesper Juul, der er blevet berømt og berygtet for en bog om »dit kompetente barn«, peger i dagens avis på, at mange forældre har overtaget pædagogfagets værdisæt på hjemmebanen og forestiller sig, at det vigtigste, de kan gøre for deres børn, er at stimulere og underholde dem i alle ender og kanter. Men nej, siger han, hvis forældrene leger reservepædagoger, kommer børnene til at mangle forbilleder i den vanskelige kunst at være helt almindelige og nærværende voksne. Det er jo meget præcist set og til og med en ganske befriende melding til moderne forældre. Og fordelen er jo, at man kan begynde hos sig selv og i dag. Det er ok at være voksen, især når man er sammen med sine børn. Finten er selvfølgelig, at det kan være svært nok i en verden, hvor overfladisk underholdning er i høj kurs, og det faktisk er muligt at fastholde en pubertetstilværelse langt op i alderen. Og hvor noget, der ligner et uforpligtende teenageliv til og med er blevet idealet for den privilegerede del af bedsteforældregenerationen. Let er det ikke, men så meget desto større er udfordringen. Og der er ingen vej uden om et liv som voksen. Alternativet er at friste tilværelsen som curlingspiller og ovenikøbet komme til at give det ideal videre til kommende generationer. Og livet er jo andet og mere end et gnidningsfrit show tilrettelagt for dig og mig. bl