Danmarks udviklingsminister, Mogens Jensen (S), lægger op til at tage støttepenge fra Uganda, efter at nye love i landet har gjort det muligt at straffe enhver, der støtter, sponserer eller tilskynder til homoseksualitet. Danmark giver årligt omkring 310 millioner kroner til det afrikanske land, hvoraf ministeren vil tage knap 50 millioner og give dem til private organisationer uden om regeringen.
Ugandas nye love kan sætte homoseksuelle i fængsel på livstid. Kriminaliseringen af homoseksualitet er umenneskelig, og det er den rette vej at gå at sanktionere den afrikanske regering økonomisk.
Men samtidig rejser regeringens tiltag mange spørgsmål. Det er svært at se, om regeringen principielt mener, at diktaturstater, der undertrykker deres borgere, bør rammes på pengepungen. Regeringen er tidligere blevet kritiseret for alt for få påtaler af menneskerettighedskrænkelser i lande som Kina. Social-demokraternes menneskerettighedsordfører, Trine Bramsen, mente dengang, at man burde finde andre metoder end at straffe.
LÆS OGSÅ: Harme over ugandisk lov mod homoseksuelle
Endnu mere usammenhængende bliver det, når man løfter blikket fra de homoseksuelles forfærdelige forhold i Afrika og kigger på andre grupper, der diskrimineres. I mange muslimske lande er der forbud mod at konvertere fra islam til andre religioner, også baseret på regeringens lovgivning. Hvorfor straffer Danmark lande, der sætter homoseksuelle i fængsel, mens lande uden større konsekvenser kan sætte kristne eller bahai-tilhængere i fængsel?
Man sender et signal om, at seksuelle minoriteter har vigtigere rettigheder end religiøse eller politiske minoriteter. Da det næppe kan være regeringens reelle opfattelse, må man forvente, at udviklingsministeren tilbageholder penge fra andre regimer, der understøtter lovgivning, som tillader fængsling af religiøse, politiske og etniske minoriteter.
Men det er tvivlsomt, om det sker, for regeringen har indtil nu ikke haft politisk vilje til at påtale for eksempel kristnes forhold i muslimske lande. Den prioritering bekræfter indtrykket af en regering, der virker tøvende, når det gælder kampen for menneskerettigheder, som jo tidligere har været en af de kampe, som Danmark med høj og klar stemme har kunnet bidrage til i international politik.