Prøv avisen
Leder

Straf de kriminelle – ikke de ansatte

Af Mie Petersen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Der skal gribes ind over for accelerationen af vold i fængslerne

De mest voldelige kriminelle, der afsoner i lukkede fængsler, skal hver dag mærke, at de udsættes for samfundets straf. En straf, de er idømt, fordi de har begået grov kriminalitet. Ikke et sekund skal de kunne forveksle fængselsopholdet med andet end, hvad det er: en straf for en alvorlig forbrydelse.

Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at det er de kriminelle i landets fængsler, der skal straffes. Ikke de ansatte samme sted. Men med det, der sker i fængslerne lige nu, er der desværre en risiko for, at det er de ansatte, der bliver ofrene mellem på den ene side de hårde kriminelle og på den anden side politikernes forståelige ønske om at straffe de kriminelle.

Debatten om fængselsbetjentenes arbejdsvilkår er aktuel, efter at en Loyal to Familia-kriminel i sidste uge overfaldt en fængselsbetjent i Nyborg Fængsel. Overfaldet er, som det er fremgået af Kristeligt Dagblad både i lørdags og i dag, symptomatisk for situationen i fængslerne i øjeblikket. Ingen lægger skjul på, at det er medlemmer af indvandrerbanden Loyal to Familia, der står bag den forværrede situation. Samtidig er antallet af fængselsbetjente skåret ned. Ikke af besparelsesgrunde, men fordi situationen op til 2016 så lysere ud: Antallet af hårde kriminelle, der skulle afsone i et lukket fængsel, faldt. Der blev færre fængsler, og fra Kriminalforsorgens side undlod man at genbesætte ledige stillinger. Så kom de voldsomme bandekrige i 2016, 2017 og – omend i et mindre omfang – op til dag, og der blev trangt i fængslerne. I maj i år sad 439 personer fængslet for bandekriminalitet. Hovedparten af disse er fra Loyal to Familia, der ifølge en fængselstalsmand har erklæret betjentene krig. Antallet af overfald og overgreb på betjente er steget fra 189 i første halvår af 2016 til 288 i første halvår af i år. Og mens en fængselsbetjent i 2013 havde 1,5 fange at passe, har han i dag 1,7.

Med implementeringen af regeringens nyeste bandepakke er der indført restriktioner, der rammer de indsatte. Eksempler er rygeforbud, en del resocialiseringstilbud er faldet fra og lignende. Men det er samtidig tiltag, der, som det påpeges her i avisen i dag, er med til at øge både stress- og aggressionsniveauet blandt de indsatte, hvilket jo i sidste ende risikerer at gå ud over de ansatte – og de svagere fanger, der intet har med banderne at gøre.

Det er indlysende nødvendigt med flere fængsler for at komme overbelægningen til livs og flere fængselsbetjente for at gøre arbejdspladsen mere sikker. Men det er ikke noget, man bare gør fra det ene år til det andet, og det bør vække til eftertanke i regeringskredse. Det er ikke altid, at regeringsinitiativer som hårdere straffe går hånd i hånd med de faktiske vilkår i det enkelte fængsel, og at skabe en situation, hvor det nærmest er umuligt at rekruttere ansatte til de lukkede fængsler med de hårde kriminelle, ønsker ingen.

Samtidig er de kriminelle fra indvandrerbander forskellige fra andre kriminelle, selv fra bandekriminelle som rockere. Da den store rockerkrig mellem Hells Angels og Bandidos blev bilagt i 1997, skete det ved hjælp af en udefra kommende mægler, en advokat, der forhandlede med repræsentanter fra de to rockergrupper. Kriminelle fra indvandrerbander afviser forhandling og dialog. Deres forskruede opfattelse af ære og respekt gør det endnu sværere. I det tidlige forår lykkedes det at nå frem til en slags ”våbenhvile” mellem to stridende indvandrerbander i København. Det skete via en gruppe fædre, der sent i processen påtog sig en slags forældreansvar. Noget lignende er måske en farbar vej i forsøget på at stoppe, hvad der meget hurtigt kan blive en ukontrollerbar acceleration af vold og råhed i fængslerne.