Prøv avisen
Leder

Straffen skal tage hensyn til ofret

Morten Rasmussen 2016 Foto: Leif Tuxen

Morten Rasmussen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Retsfølelsen sikres ikke kun med hårde straffe til de kriminelle

Knap havde Højesteret i går afsagt sin dom mod den 30-årige Jimmi Levakovic, før debatten bølgede frem og tilbage.

Jimmi Levakovic, der samlet har modtaget 22 domme for alt fra svindel til røveri, slap for udvisning til Kroatien. Den ene fløj undrede sig højlydt over, at 22 domme ikke kan føre til en udvisning, og flere politikere bebudede straks, at strafferammen nu skal hæves. Den anden fløj roste derimod Højesterets dommere for ikke at ligge under for kravet om udvisning af Jimmi Levakovic – som dermed ville have fået samme straf som fire andre medlemmer af sin berygtede familie.

Dermed illustrerer Levakovic-sagen også det dilemma, der har været omdrejningspunktet i Kristeligt Dagblads serie ”Straf og retfærdighed”, som afsluttes i dagens avis. For hvordan rammer man ved domstolene og i det politiske system den hårfine etiske balance, hvor der på samme tid tages hensyn til det diffuse begreb ”retsfølelse”, forbrydelsens offer samt den kriminelles mulighed for på længere sigt at blive en del af samfundet?

Jura er dybest set udtryk for kodificeret moral, og vores syn på straf ændres derfor også i takt med tidens udfordringer og vilkår.

Engang – faktisk helt frem til 1866 – betragtedes det som en passende straf at halshugge og partere de mest brutale forbrydere for derefter at lægge dem på hjul og stejle til skræk og advarsel. I dag betragtes den form for straffemetoder i vores del af verden som barbariske og i strid med demokratiets grundlæggende værdier, så i stedet handler diskussionen om, hvorvidt strafferammen for den ene eller anden forbrydelse er for mild eller for hård.

Strafferammerne for en række forbrydelser er de seneste år blevet skærpet ganske markant, men som beskrevet i Kristeligt Dagblads serie er det dog stadig ganske sjældent, at domstolene benytter sig af muligheden for at udnytte strafferammen fuldt ud. Her kunne man ønske, at domstolene ikke altid venter på den mest ekstreme sag, før der sendes et signal, men viser en større forståelse for, at et politisk flertal, valgt af borgerne, vil have hævet strafferammen – og dermed også straffene. Eksempelvis er strafferammen for voldtægt ved anvendelse af vold eller trussel om vold hævet til otte år, men gennemsnitsstraffen lød i 2017 stadig på under tre år.

Naturligvis skal straf ikke stå alene. Både den dømte og samfundet er bedst tjent med et stærkt fokus på resocialisering.

Desværre har man flere gange set, at ofrene har måttet kæmpe urimeligt hårdt for psykologhjælp, genoptræning og andre former for hjælp, mens den dømte markant hurtigere tilbydes hjælp, aktivering og støtte. For retsfølelse handler naturligvis ikke kun om den straf, som domstolen ender med at afsige. Måske det i lige så høj grad hænger sammen med hjælpen til ofret, hurtige domme, så ofret ikke skal leve i uvished, og ikke mindst politiets synlighed og evne til at opklare forbrydelser. Eksempelvis kunne tænketanken Kraka for et par år siden dokumentere, at kun tre procent af alle indbrud i Danmark fører til domfældelse, og indbrud kan derfor betragtes som en straffri forbrydelse. Det er helt uholdbart, både for den enkelte og for tilliden til politi og domstole.

Danmark er internationalt set et trygt og sikkert samfund, hvilket blandt andet skyldes, at man i retssystemet ser mennesket i både ofret og den dømte. Vi skal have modet til både at straffe og invitere den dømte ind i samfundet igen. Alt andet vil være uværdigt og uetisk – for den dømte, men i endnu højere grad for os alle som medmennesker.