DENNE SOMMER har udviklet sig til noget af en hed affære for en række statslige styrelser og direktorater. Først kom Levnedsmiddelstyrelsen i ilden for sin rolle i den tragiske håndtering af sagen om genterapi til kræftpatienter på Århus Kommunehospital. Siden blamerede Udlændingestyrelsen sig med sin udvisning af en thailandsk kvinde, der ganske vist var gift med en dansk statsborger. Men da han som fisker ikke var hjemme hver dag, mente styrelsen ikke, at man kunne kalde ægteparrets samliv for rigtigt samliv. Den og en række andre sager satte efterfølgende spot på Udlændingestyrelsens administration og senest har en række politikere rettet hårde angreb mod styrelsen for at være styret af umenneskelighed og fremmedhad i sin administration. Fra en helt anden boldgade har medierne kunnet fortælle om Skov- og Naturstyrelsen, der bistået af Kystinspektoratet har afvist at lade nogle drænrør stå på stranden neden for den nedstyrtningstruede Mårup Kirke. Indtil i går, hvor den ansvarlige minister, som omtalt i dagens avis kom hjem fra ferie og afgjorde, at drænrørene får lov til at stå frem til den 1. april 2000. Fælles for de indbyrdes meget forskellige sager er, at de respektive styrelsers embedsmænd er kommet i ilden, og at sagerne efterlader en svært afrystelig tvivl om, hvem det egentlig er, der styrer hvem. Har styrelserne styr på det, de er sat til? Eller styres de af ministre, der ikke rigtig har styr på det, eller som styres af den folkelige indignation, som følger i kølvandet på spektakulære enkeltsager? Er det i så fald i virkeligheden medierne, der styrer styrelserne? Nu skal man ikke kimse ad enkeltsager. De kan nemlig ofte fungere som illustrative eksempler på en større og mere kompleks problemstilling. Det farlige er, hvis enkeltsagerne ophøjes til at være selve og hele sagen. Men en konkret afgørelse om at udvise en thailandsk kvinde, fordi hendes ægtefælle er fisker, er ikke selve og hele sagen. Den skal findes i de signaler og politisk definerede retningslinjer, som den konkrete afgørelse er truffet ud fra. Sagen - i den sag - er altså ikke, at en konkret sagsbehandler har truffet en afgørelse med hovedet under armen, men at Udlændingestyrelsens medarbejdere tilsyneladende har fået det indtryk, at de gældende love og regler på området skal fortolkes endog særdeles restriktivt. Når støvet har lagt sig efter sommerens mange sager om statslige styrelser, er det derfor op til de ansvarlige politikere og topembedsmænd at klarlægge, hvem det er, der styrer hvem og hvordan. pb