Boligområder med mange indvandrere og mange muslimer er overrepræsenteret i coronastatistikkerne. Det har formentlig fået Sundhedsstyrelsen på den idé, at der nu skulle religiøse argumenter på bordet i kampen for at få flere med muslimsk baggrund til at lade sig teste og vaccinere. Resultatet er en pjece, der som omtalt i Kristeligt Dagblad tirsdag er udgivet i samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og syv muslimske organisationer.
I iveren efter at komme coronaen til livs er de danske myndigheder åbenbart nu parate til at krydse nogle grænser mellem stat og religion, de normalt ville respektere. Det er pjecen et eksempel på. Det fundamentale problem med den er, at sundhedsmyndighederne nu udstyrer muslimske trossamfund med en autoritet, de hverken har eller bør have. Det kan godt være, at folderen er inddelt i to halvdele, hvor Sundhedsstyrelsen formelt kun står for argumenterne i de sundhedsfaglige afsnit, og imamerne for de teologiske, men det er netop kun formelt. I praksis vil den blive læst som myndighedernes blåstempling af islam, når man begiver sig ud i at fortolke teologisk, hvad der er tilladt og forbudt – halal og haram – i forhold til brug af test og vacciner.
Det er besynderligt, særligt fordi mange muslimer faktisk slet ikke tillægger imamerne den store autoritet i det daglige. Eksempelvis er det stadig kun et klart mindretal af alle muslimer, der jævnligt møder op til fredagsbøn. Derudover kan man spørge, hvad de muslimske organisationer får ud af samarbejdet.
Det er velkendt, at både vaccineskeptikere og dele af den muslimske befolkningsgruppe grundlæggende mangler tillid til de danske myndigheder. Pjecen vil formentlig kun bestyrke netop de grupper i, at de skal isolere sig endnu mere. Teologisk risikerer den at føre til større polarisering, hvor andre imamer vil begynde at finde andre skriftsteder frem, der kan bevise, at muslimer alligevel ikke skal lade sig vaccinere.
Det ærgerlige er, at Sundhedsstyrelsen sagtens kunne have bidraget til bedre information af vaccineskeptiske muslimer uden selv at have stået som afsender på et teologisk skrift. Man kunne have forsynet imamerne med alle de sundhedsfaglige argumenter, de havde brug for, og så kunne imamerne have udgivet pjecen på egen hånd. Det er faktisk al ære værd, at de arbejder for, at flere af deres trosfæller testes og vaccineres.
At myndighederne under coronalkrisen mere generelt har haft svært ved at respektere grænsen mellem stat og religion, var der allerede ansatser til, da de begyndte at rådgive trossamfund om, hvor mange minutter en gudstjeneste burde vare, om der burde synges og så videre. Det er svært at frigøre sig fra tanken om, at kampen mod corona i sig selv har fået et religiøst skær, hvor endemålet – den store flokimmunitet – i for høj grad helliger midlet.