Det er nemt og populært at garantere hurtig behandling, udstede garantier og love, at der er råd til alt i det danske sundhedsvæsen. Sidstnævnte er ikke en vittighed, men et løfte udstedt af Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) under valgkampen til Folketinget for to år siden. Med den slags løfter er det let at udpege vindere.
Langt sværere er det at komme med besparelser og fravalg i sundhedsvæsenet. Når der skal spares, er der tabere. Derfor vil politikerne hellere vælge til end fra, og når den balance ikke længere holder økonomisk, kan man tale om effektivisering. Hvem vil ikke gerne have det hele for den samme pris? I de seneste år har der været en vis succes med denne metode. Effektiviteten er vitterligt steget i det danske sundhedsvæsen, og flere patienter er blevet behandlet. Men efter 15 år, hvor regionerne har været underlagt et krav om at øge produktiviteten med to procent hvert år, er spørgsmålet, om der kan gås ret meget længere ad den vej.
Omkring 100 af Rigshospitalets klinikchefer og oversygeplejersker slog i går alarm med en fælles udtalelse om, at der nu er effektiviseret så meget, at der er opstået et ”åbenlyst misforhold mellem forventningerne (...) og de ressourcer, der stilles til rådighed”.
Hospitalets ledende medarbejdere advarer om, at de evindelige effektiviseringer rammer ”lægekontakten, patientsamtaler og sygepleje”, og de oplever forringet mulighed for at udvise empati og menneskelig kontakt. Det er ikke rar læsning, hvis man er syg og sårbar og skal indlægges eller behandles, ikke bare på Rigshospitalet, men ethvert dansk hospital.
Medarbejderne advarer også om det it- fatamorgana, der huserer mange steder i det offentlige, herunder sundhedsvæsenet. Som nationen senest har været vidne til med Skat, kan det være særdeles dyrt at fyre medarbejdere i forventning om, at it-systemer kan klare opgaven. Det kunne de ikke i Skat, og indtil videre er der desværre heller ikke noget, der tyder på, at det er tilfældet med den såkaldte sundhedsplatform, der skulle gøre arbejdet mere effektivt på Region Hovedstadens sygehuse. Tværtimod. Flere afdelinger beretter om store vanskeligheder og længere ventetider på grund af det nye system. At slå de bekymringer hen som begyndervanskeligheder, er særdeles letsindigt, når man tager statens øvrige og ikke altid gode it-erfaringer i betragtning.
Rigshospitalets medarbejdere er naturligvis ude i et politisk ærinde og en kamp for ressourcer. Men der er næppe nogen vej uden om en klarere politisk prioritering. Da Kristeligt Dagblad i forsommeren bragte sin artikelserie om lægeetik, gav de 420 medvirkende læger udtryk for, at de var stolte af det danske sundhedsvæsen med fri og lige adgang, men de gav også udtryk for, at de savnede politisk mod til at prioritere. En klog prioritering betyder ikke, at man må sige nej til livreddende behandling, men at politikerne åbent erkender, at der ikke er råd til alt.