Det er svært at lovgive mod idioti

El-Khatib-sagen viser dilemmaerne i indfødsretsdebatten

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad
Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

”Vi har idioter nok. Vi skal da ikke have flere.”

Sådan sagde den konservative integrationsordfører Naser Khader for nogle uger siden, da debatten om tildeling af dansk indfødsret til den 25-årige palæstinenser Belal El-Khatib igen blussede op.

Han har søgt dansk statsborgerskab, og det politiske flertal til venstre for midten havde inden valget sat ham på den liste over 2499 personer, de ville give dispensation til at få statsborgerskabet, selvom de ikke var berettiget til det efter det gældende cirkulære. 

Formelt er statsborgerskab dog aldrig noget, man har ret til. Det er efter Grundloven alene Folketinget, der tildele det. Derfor har det borgerlige flertal også nu efter valget kunnet omstøde beslutningen i Folketingets Indfødsretsudvalg.

Belal El-Khatib er palæstinenser med israelsk statsborgerskab, var tidligere medlem af Dansk Folkepartis Ungdom, men er siden vendt tilbage til islam, nu i Hizb-ut-Tahrirs udgave, hvor man hverken tror på demokratiet eller kvinders ligestilling.

Det er synspunkter, man med god ret kan kalde idiotiske, men det gavner næppe nogen at stemple den enkelte tilhænger som idiot. Snarere bør man fokusere på de principielle problemer ved den hidtidige praksis for tildeling af statsborgerskaber.

Dem er der mange af. Når Folketinget hvert år udstyrer tusindvis af udlændinge med et rødbedefarvet pas, er der indlysende en risiko for, at nogle af dem vil have holdninger, der er endog mere ekstreme end dem, Belal El-Khatib har givet udtryk for.

Det kommer bare kun frem, hvis de pågældende ytrer sig offentligt eller tilfældigvis kommer ind på Pets eller Naser Khaders radar.

Der er dermed et element af vilkårlighed over, at palæstinenseren nu er blevet pillet af listen. Selvom det ikke er en rettighed at få dansk statsborgerskab, knaser det i retsstatens lighedsgrundsætning.

Modsat kan man sige, at ulykken ved ikke at få statsborgerskabet er til at overse. Langt de fleste udlændinge har et andet pas i forvejen, som de mere eller mindre frit kan rejse rundt i verden med. De mister ikke retten til ophold, sociale ydelser eller andet i Danmark.

Den væsentligste konsekvens for de fleste er, at de ikke kan stemme til folketingsvalg. Det er her, logikken svigter Belal El-Khatib. For hvis han har så meget imod demokratiet, burde det vel være underordnet for ham, om han kan stemme eller ej.

For nylig vedtog et bredt flertal at stramme betingelserne for at opnå dansk statsborger-skab. Der stilles skrappere krav til danskkundskaber, ren straffeattest, selvforsørgelse samt tjek hos speciallæge af diagnoser for posttraumatisk stress.

Det vil nok få antallet af relevante ansøgninger til at falde de kommende år, men der vil stadig være en risiko for, at personer med ekstreme holdninger slipper igennem, hvis de er klar til at lyve og skrive under på troskabserklæringen om loyalitet over for Danmark og respekt for danske retsprincipper.

Det kan et retssamfund ikke gardere sig imod, for det hverken kan eller skal foretage sindelagskontrol.

Det er jo svært at lovgive mod idioti.