Prøv avisen
Leder

Svanesang for systemet Merkel

Partipolitisk ballade om ny tysk regering rammer også kansleren

Stabilitet frem for alt. Det har været Angela Merkels ultimative målsætning, efter at hun for efterhånden 20 uger siden hev en yderst snæver valgsejr i land for sit kristeligt demokratiske CDU. Da det i sidste uge omsider lykkedes den fungerende forbundskansler at få forhandlet et regeringsgrundlag på plads ned til mindste detalje med socialdemokraterne i SPD og CDU’s bayerske søsterparti, CSU, betegnede hun de 177 sider som et ”godt grundlag for en stabil regering”.

Men åbenbart har Merkel været så opsat på at sikre stabilitet i form af en flertalsregering – og sig selv magten – at hun samtidig har givet køb på for meget konservativt hjerteblod. For hendes eget og andre europæiske lederes håb om, at EU’s politiske supertanker nu endelig ville styre i smult vande, er siden blevet gjort til skamme af ikke blot et omsiggribende, beskæmmende personale-kaos hos de identitetssøgende socialdemokrater, men også af et hidtil uset ulmende internt oprør mod CDU-formanden gennem 18 år.

Det er ikke hendes skyld, at socialdemokraten Martin Schulz både opgiver posten som SPD-partiformand og udenrigsminister i den nye regering i et forsøg på at få sine genstridige partifæller til at stemme ja til regeringsgrundlaget. Socialdemokraterne kan kun takke sig selv for, at de i Merkel-årene har forsømt at genopfinde sig selv som et parti med en sag, som taler til de tyske vælgeres hjerter og bekymringer, frem for hele tiden at skyde skylden på den altdominerende Merkel, der gør deres politiske succeser til sine egne.

Men ved at forære socialdemokraterne finansministerposten – og gøre sin bulderbasse af en intern kritiker, CSU-formanden Horst Seehofer, til indenrigsminister– har hun mistet så megen autoritet, at hun søndag aften måtte gå på tysk tv og love et yngre CDU-ministerhold med nye ansigter. Hendes autoritet led et første alvorligt knæk med den uigennemtænkte ”Vi klarer den”-tilgang til flygtningekrisen i 2015, som gav det højrenationale AfD sit politiske gennembrud. Hun formåede kun at ride stormen af, fordi der ikke var nogen, der turde udfordre hende.

Efter mere end 12 år tyder meget nu på, at systemet Merkel er ved at nærme sig udløbsdatoen. CDU-formanden har altid været kendt som en snu og udholdende forhandlingsleder, som modparten gør særdeles klogt i ikke at undervurdere. Og hun har altid kunnet overbevise sit bagland om sin midtsøgende politik ved at kalde den ”alternativløs”, på samme måde som da Helle Thorning-Schmidt (S) herhjemme talte om ”nødvendighedens politik”.

Disse trumfer har hun selv spillet sig af hånden, selvom hun ikke kan dømmes ude endnu og endda overvejer eksperimentet med en mindretalsregering, hvis socialdemokraterne stemmer nej ved deres urafstemning.

Men både i SPD og hendes eget parti handler balladen også om et tiltrængt behov for at diskutere konkret politisk indhold frem for personer. Det er den diskussion, Angela Merkel skal turde gå ind i, hvis hun ikke vil ende som en politisk dinosaur.