Der bliver ikke sparet på patos i den 16 sider lange aftale, som Sveriges fungerende statsminister, socialdemokraten Stefan Löfven, i går overraskende fremtryllede efter mere end fire måneders absurd politisk dødvande, og som på onsdag vil kunne sikre ham endnu en embedsperiode som regeringsleder i spidsen for en rød-grøn mindretalsregering:
”Vores partier har forskellige ideologiske udgangspunkter, men forenes for at forsvare det liberale demokratis grundpiller; en stærk retsstat, en urokkelig støtte til det enkelte menneskes frihedsrettigheder, modstand mod fremmedfjendtlighed, uafhængige og frie medier, lighed, ligestilling og lige muligheder uanset baggrund,” skriver Socialdemokra-terne, Miljøpartiet, Centerpartiet og Liberalerne i aftalen, hvor Sverige-demokraterne, SD, interessant nok ikke nævnes med et ord.
Det er dog underforstået, at det indvandringskritiske parti, som blev det tredjestørste i Rigsdagen ved valget den 9. september, ifølge de fire partier udgør så stor en trussel mod demokratiet, at de nu i ansvarlighedens navn begraver gammelt nag i en situation, hvor Sverige med deres ord står over for store udfordringer med manglen på integration, bandekriminalitet, øgede kløfter, øget polarisering og racisme.
Trods Sverigedemokraternes betændte historie med påviste bånd til nynazismen er partierne faktisk selv med til at fremme polariseringen i Sverige, når man fortsat udelukker og stempler de knap 18 procent af vælgerne, der stemte på SD.
Diagnosen af selve situationen er dog rigtig, og det er på høje tid, at Sverige får en ny regering, som tager hånd om disse problemer. Det fremmer kun politikerleden, hvis politikere på grund af snævre ideologiske hensyn ikke er sig den opgave voksen, som vælgerne har givet dem mandat til.
Men i dette tilfælde handler de bombastiske ord i høj grad også om signalere stats-ræson, nu da Centerpartiet og Liberalerne begraver den borgerlige alliance for at stemme på en socialdemokratisk statsminister, hvis de i weekenden kan få deres skeptiske baglande med på idéen.
Selvom begge de liberale partier har fået indrømmelser af Löfven på arbejdsmarkeds- og integrationspolitikken, er modstanden mod Sverigedemokraterne det eneste, der binder den nye, skrøbelige alliance sammen. Moderaternes leder, Ulf Kristersson, har en pointe, når han taler om en historisk fejltagelse, for regeringens demokratiske legitimitet kan ligge på et meget lille sted.
For de fire partier var det vigtigste at holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse – og undgå det nyvalg, som ville kunne koste Liberalerne og Miljøpartiet deres pladser i Rigsdagen, og ellers ikke ændre det store på den hidtil fastlåste situation. Det er godt, at Sverige efter alt at dømme undgår at gå til et valg igen, men så længe et parti af princip holdes uden for indflydelse, vil den svenske politiske krise vare ved.
Mere realitetssans, tak.