Prøv avisen
Leder

Sveriges demokratiske problem

Erik Bjerager

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Dumt af svenske partier at afvise vælgernes bekymring

Svenskerne går til valg på søndag, og med stor sandsynlighed sætter op mod hver femte vælger sit kryds ved det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne. Det vil sende rystelser igennem den svenske klippegrund og langt ud i Europa.

Partiets kraftige medvind er en protest mod landets liberale indvandringspolitik, hvor toneangivende politikere først har overhørt skepsis imod den massive indvandring og siden udlagt den som racisme. Meget er sket, siden de åbne grænser i 2015 var ved at få landet til at bryde sammen. Men mange svenske vælgere har fået nok, og den forventede opbakning til Sverigedemokraterne er blevet forstærket af, at den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, går til valg på at holde det fremadstormende indvandringskritiske parti uden for indflydelse. Kritikken er, at Sverigedemokraterne har rod i højreekstremismen. Men det prøver partiet selv at rydde op i, og hver femte svensker er ikke racist, men derimod bekymret for indvandringen og islam og for Sveriges fremtid, velfærdsstatens overlevelse og den svenske kulturs sammenhængskraft. Den bekymring deler de med store befolkningsgrupper i det øvrige Europa.

Den politiske udvikling i Sverige er en spejling af den udvikling, som Danmark oplevede for snart 20 år siden, da Dansk Folkeparti for alvor begyndte at få fremgang, og daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) kaldte partiet for ”ikke stuerent”.

Det svenske valg til Rigsdagen vil med stor sandsynlighed sende endnu et kraftigt signal til Europa om, at stadig flere europæiske borgere ønsker at værne om deres nationer og kulturer. Borgerne er ikke populister eller nationalister, som mange nedladende ynder at rubricere dem som, men derimod borgere, der ønsker at bevare det samfund, som det har taget generationer at skabe.

Den værst tænkelige reaktion mod den bekymringsbølge er netop den, som har kendetegnet svensk politik. De dominerende partier har holdt de indvandringskritiske politikere væk fra indflydelse og truer med at fortsætte ad den vej.

Det er både uklogt og udemokratisk at overhøre et så massivt opråb fra befolkningen. Den politiske ensretning og stærke statscentrering, som har præget Sverige i næsten et århundrede, har også skabt grundlag for en højreekstremisme og nynazisme, som vi ikke kender til i Danmark. Borgere reagerer desperat, når deres politikere bliver så arrogante, at de ikke vil høre på dem.

Et stabilt demokrati er netop kendetegnet ved, at alle borgere skal kunne komme til orde igennem deres folkevalgte. Ingen partier i det danske Folketing er sat uden for indflydelse, og befolkningens frygt for landets fremtid er blevet hørt og reflekteret i den stramme indvandringspolitik. Der findes så godt som ingen nynazisme eller højreekstreme bevægelser i Danmark. Sverige og især Tyskland er eksempler på, hvor farligt det kan være at overhøre en bekymret folkestemme.

Den etablerede svenske politiske elite taler om Sverigedemokraterne som en trussel mod demokratiet, men den egentlige trussel er deres egen bestræbelse på at begrænse demokratiet og den stemme, som kommer fra de mange mennesker, der i stigende grad frygter at blive overflødiggjort af globaliseringen eller frygter, at indvandringen underminerer deres kultur og velfærd.

Den selvudnævnte humanistiske supermagt Sverige har indset, at den ikke kan redde hele verdens befolkning med åbne grænser. Nu mangler den bare for alvor at lytte til sin egen befolkning.