Bedre sent end aldrig. Konsekvenserne af Sveriges selverklærede status som humanitær stormagt er så småt ved at krystallisere sig for det politiske establishment hinsidan.
Det dæmrer, at uanset hvor rigt Sverige er, og uanset hvor høje idealer man har om at hjælpe verdens nødstedte, er der en grænse for, hvad et land med 10 millioner indbyggere kan klare. Der er fysiske grænser for, hvor mange tusinde nye indbyggere, man kan huse uge efter uge. Der er grænser for, hvor mange milliarder der kan anvendes til at forsørge flygtningene, og der er grænser for, hvor mange fremmede man kan integrere i et land inden for en given periode. Det sidste er måske ikke helt dæmret endnu for de toneangivende politikere, men det vil ske i nær fremtid.
190.000 asylsøgere forventer Sverige at skulle tage imod alene i år. Med en høj godkendelsesprocent og med familiesammenføring af ægtefæller og børn bliver det endelige tal formentlig to-tre gange højere, og der venter således det svenske samfund en kolossal opgave de kommende år for at få enderne til at mødes.
Læg dertil, at flygtningestrømmen ikke stopper den 31. december i år. Den vil fortsætte ind i det nye år og måske flere år frem. Det er både en økonomisk og humanitær gigantisk udfordring, men på længere sigt kommer det også til at præge landets kultur. Uden at overdramatisere kan man fastslå, at Sveriges tid som et homogent, primært protestantisk-kristent samfund, er forbi.
Nu råber den svenske regering i sin afmagt på hjælp. Dels skælder den - med rette - ud på resten af Europa for ikke at ville tage sin del af ansvaret. Dels advarer den om, at Sverige ikke kan rumme flere asylsøgere. Det budskab har man sendt ud for at få flere til at forblive i Tyskland eller Danmark, og umiddelbart ser det ud til, at presset på de svenske grænser er taget en smule af siden i fredags. Om det bliver mere permanent, er for tidligt at sige.
Under alle omstændigheder overvejer de svenske politikere yderligere stramninger af asylpolitikken. Det er interessant, at den type stramninger, som for få måneder siden blev betragtet som udtryk for den rene racisme og fremmedhad, nu overvejes seriøst i de svenske regeringskontorer.
Kursændringen kan betyde, at flygtningepresset på Danmark øges, og det samme gør de politiske spændinger mellem broderlandene. Men man burde nærme sig en fælles forståelse af den udfordring, som flygtningekatastrofen udgør. Den kalder på europæiske løsninger, og de har en lidt større chance, hvis i hvert fald Norden ville tale med én stemme i stedet for at konkurrere indbyrdes om at have den strammeste politik. Omend der er lang vej endnu.