Børnechecken sætter jævnligt sindene i kog og afføder ophedede og forargede debatter. Hvorfor skal direktøren i strandvejsvillaen modtage penge til sine to velfriserede børn? Hvorfor skal flygtningen, der netop er bevilget asyl og familiesammenføring, modtage penge til sine mange børn?
Som ovennævnte karikerede eksempler viser, er det ekstremerne, der præger debatten, og ingen – allermindst politikerne – ønsker at tage børnefamilieydelsen fra den brede middelklasse, for hvem pengene er blevet en naturlig del af budgettet. For den lavere del af middelklassen følger indkøb af sandaler og vinterstøvler de kvartalsvise udbetalinger af den statslige ydelse. For den øvre del er den mindre vigtig, men et behageligt tilskud til den årlige sommer- og vinterferie.
For tre-fire år siden valgte man så for første gang at indtægtsregulere børnechecken, men loftet blev sat så højt, at det bogstaveligt talt kun var en brøkdel af børnefamilierne, der helt mistede børnechecken. Direktøren og kontorchefen altså.
Nu lægger regeringen og Dansk Folkeparti op til at ramme i den anden ende af indtægtsskalaen. Ifølge finanslovsforslaget skal børnechecken beskæres med en fjerdedel til barn nummer tre og helt bortfalde til det fjerde barn og derover. Det bliver ikke sagt direkte, men mange husker formentlig forargelsen over den syriske flygtning med 20 børn fra Esbjerg, der trak overskrifter for halvandet år siden.
Regeringens forslag vil primært ramme de familier, der har fire børn eller flere – de udgør tre procent af børnefamilierne i Danmark.
Hovedparten af de familier, der bliver berørt, er danske familier, der bor i udkantskommuner, men relativt set bliver udenlandske familier hårdest ramt, idet de generelt er mere børnerige end danske.
Såvel loftet i toppen af indtægtsskalaen som forslaget, der netop er fremsat, om at sætte et loft over antallet af børn, der gives tilskud til, rammer så marginalt, at det ikke har nogen betydning for nationalregnskabet. Det er formentlig rimeligt, at topchefen ikke modtager børnecheck og ej heller den nyankomne og børnerige flygtningefamilie. Men de to familietyper er og bliver yderpoler.
Danmark har længe haft en fertilitetsrate, der er så lav, at vi ikke er i stand til at opretholde befolkningstallet uden indvandring. Hvis man ønsker, at helt almindelige mennesker får lyst til at stifte familie, kræver det en velgennemtænkt politik. Det vil sige trygge økonomiske rammer også for de mennesker, der overvejer et tredje eller fjerde barn. Gode daginstitutioner med ordentlig normering eller mulighed for at passe børnene hjemme i en periode med det tilskud, der normalt følger dagpleje og vuggestue. Med andre ord er der brug for velgennemtænkt og visionær familiepolitik, ikke symbolpolitik.