Søndag aften så et rekordstort antal seere det sidste afsnit af DRs serie Forbrydelsen. Men allerede mandag overtog en anden udsendelse rollen som den suverænt mest omtalte tv-film, og desværre ikke for det gode. Reaktionerne på TV 2s dokumentarfilm Mercy Mercy Adoptionens pris har nemlig over en bred kam været forstemmende at bevidne.
Filmen handler om et dansk forældrepar, hvis forhold til deres adoptivdatter Masho fra Etiopien forliste. Pigen er nu placeret i et bosted.
LÆS OGSÅ: Lynchstemning mod adoptivforældre skyder forbi målet
Formålet med filmen er fra tilrettelæggernes side at sætte fokus på den vestlige verdens hjælp til Etiopien gennem adoption, som er mangedoblet på få år. Mange af børnene er flere år gamle Masho og hendes søster, der også blev adopteret af det danske par, var således to og fire år.
Den i denne sammenhæng høje alder risikerer selvsagt at skabe en række problemer af tilknytningsmæssig karakter. Disse principielle problemer vil det danske par gerne hjælpe med at løse for andre.
Prisen for deres hjælp kan imidlertid vise sig at blive høj. Siden filmen blev vist, har parret befundet sig i et verbalt stormvejr og overdænges på Facebook og andre sociale medier med sprogets værste gloser.
I filmen fremstår parret bestemt ikke som mønsterforældre. I en meget omtalt scene omtaler moderen i en telefonsamtale Masho som en nitte. Det fremgår, at de skulle have haft noget hjælp til at håndtere adoptionen bedre.
Parret kan i øvrigt sagtens se, at deres opførsel fremstår yderst kritisabel, men de fortryder ikke deres deltagelse i filmen. Det bør de heller ikke.
Men både de mange, der nu sviner parret til verbalt, og tilrettelæggerne bør tænke sig om en ekstra gang. Hvad Facebook-kommentarerne angår, ser vi nu igen et udtryk for, at de sociale medier kan få de værste instinkter frem i folk. Anonymt og med et hurtigt klik på musen kan man sidde komfortabelt derhjemme og være med til omkostningsfrit næsten at ødelægge andre menneskers liv.
Journalistisk er der også en lære at drage. Brugen af cases her forældrene, der skal illustrere en principiel pointe skaber nærvær og identifikation, men risikerer også at flytte fokus fra det centrale, i dette tilfælde vestlig adoption fra u-lande.
Det er desværre sket her. Et væsentligt emne er druknet i et urgammelt behov for at skabe syndebukke kombineret med de sociale medier. Som i dette tilfælde i virkeligheden er: asociale medier.mbh