Prøv avisen
Leder

Syng sammen, Danmark

Johannes Henriksen Foto: Leif Tuxen

Af Johannes Henriksen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Fornyelse af Højskolesangbogen skal huske historisk forankring

I Danmark har vi noget, andre ikke har. Og her tænkes ikke på de mange vindmøller, cykler og svin. Men derimod på en lille, tyk blå bog. Vi kender den som Højskole-sangbogen, og nu er den på vej i sin 19. udgave, som Folkehøjskolernes Forening annoncerede i går.

I tidens brugerinddragende ånd skal Højskolesangbogen denne gang sammensættes efter en længere udvælgelsesproces, hvor alle via den såkaldte Sangindsamler kan komme med forslag til et redaktionelt udvalg med tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen i spidsen. Det er udmærket at spørge folket, men ofte har den slags manøvrer desværre karakter af et påklistret forsøg på inkluderende folkelighed, som det senest var tilfældet med Danmarkskanonen.

Når det er sagt, er det glimrende, at højskolerne tager initiativ til en genudgivelse. Ikke for fornyelsens egen skyld, men fordi en klog og nænsom fornyelse ofte er den bedste måde at bevare noget vigtigt.

At Højskolesangbogen fortsat har et samlende potentiale, blev understreget for nylig, da DR gennemførte en sangmaraton over 12 timer med fællessang og live-tv fra tre forskellige steder i landet. Programmet, som ved første øjekast ikke overholder nogen kriterier for moderne tv-formidling, gjorde med mere end 600.000 seere dagen til den bedste i DR K’s historie. Forhåbentlig lærte DR den dag noget om betydningen af at lave kvalitets-tv til en del af befolkningen, de for længst har vænnet sig af med at levere indhold til. Og vi blev alle mindet om, at vi har en fælles sangkultur, som rummer ånd, dybde og perspektiv, og som fortsat kan samle et stort antal danskere.

Det er desværre ikke længere en selvfølge. I årtier har skoler og andre institutioners fravalg af fælles sangtraditioner betydet, at de fleste unge, som i dag forlader gymnasiet, i bedste fald har et særdeles sporadisk kendskab til dansk sangskat. Om en opdatering af Højskolesangbogen med lidt Anne Linnet, Nephew og L.O.C. kan ændre afgørende ved den udvikling, er nok tvivlsomt. Det er udmærket at gøre forsøget, og sangtradition er selvfølgelig også en dynamisk størrelse, som løbende skal udvikles.

Udvalget gør dog samtidig klogt i at huske, at en meget stor del af Højskole-sangbogens værdi og fortsatte relevans beror på dens historiske og kulturelle tyngde. Hvis det hele ender, som debattør og musikforsker Henrik Marstal lægger op til i dagens avis, i en bestræbelse på at gøre alle glade med kvoter for køn og andre oversete minoriteter, risikerer højskolefolket at skyde sig selv gevaldigt i fødderne.

Men en ting er sammensætningen af den lille, tykke blå bog. I sidste ende skal kampen for vores fælles sangkultur kæmpes rundt omkring i forsamlingshuse, på skoler og arbejdspladser, til familiefester, og hvor mennesker ellers mødes. Her er der heldigvis flere tegn på en voksende bevidsthed om fællessangens opbyggelige kvaliteter. Det er værd at stemme i.