Det er med rette blevet kaldt den fineste stund i danskernes fortælling, at størstedelen af de danske jøder i oktober 1943 blev reddet fra nazisternes gaskamre, fordi deres landsmænd hjalp dem med at flygte over Øresund. Det var ”tusindvis af menneskers beslutning om ikke at give efter for ondskaben”, som Israels præsident, Ruben Rivlin, sagde i et interview her i avisen sidste år forud for sin deltagelse i fejringen af 75-året for begivenheden i synagogen i Krystalgade i København.
Men den heltemodige redning er ikke hele fortællingen. Ondskaben fandtes. Jøder blev deporteret fra Danmark og sendt til den visse død i koncentrationslejrene. På holocaust-museet Yad Vashem i Jerusalem bliver antallet af danske ofre for nazisternes folkedrab sat til 116 ud af de 7800 jøder, der boede i Danmark før Anden Verdenskrig. Det er ganske få, sammenlignet med de tre millioner polske jøder, der blev dræbt af nazisterne, men bag hvert af disse tørre tal gemmer der sig et menneske. Et menneske med et navn, en historie, et liv, en familie. Et menneske, der er værd at mindes.
Derfor er det vigtigt, at de første 12 gyldne snublesten til minde om de danske ofre for holocaust i går blev lagt i jorden forskellige steder i hovedstaden, også foran synagogen i Krystalgade. På et tidspunkt, hvor de sidste øjenvidner fra Besættelsen er ved at forsvinde, antisemitisme og racisme flere steder i Europa igen er på fremmarch, og vidensniveauet om krigen og folkedrabet bliver mindre, er de med til at gøre det ubegribelige begribeligt og føjer en vigtig brik til vores kollektive hukommelse, som hidtil har manglet.
Historien om redningen af jøderne har indtil nu fortrængt historien om de mennesker, der betalte den højeste pris. Takket være en imponerende indsats fra en gruppe frivillige initiativtagere er Danmark nu blevet det 26. land, hvor man kan ”snuble” over historien de steder, hvor holocaust-ofrene havde deres hjem, inden de blev deporteret. For efterkommerne betyder det, som det fremgår af dagens avis, en anerkendelse og afslutning. For det danske samfund betyder det, at der bliver rådet bod på det, som antropologen Karen Lisa Salamon i Weekendavisen har kaldt et ”nationalt blindt punkt”.
Men for at lære af historien skal vi kende den, og det kan de små gyldne snublesten med deres få faktuelle oplysninger om én persons tragiske skæbne hjælpe os med. De er med til at gøre historien nærværende og konkret – især for den digitale tidsalders generationer, som ved at opdage en snublesten på fortovet måske bliver nysgerrig efter at få mere at vide om, hvad der også skete for mere end 70 år siden.
De kan sætte en vigtig samtale i gang, og derfor er det også al ære værd, at snublestenenes fader, tyske Gunter Demnig, inddrager børn og unge i projektet. I en glemselskultur som nutidens er der behov for den slags synlige manifestationer. Hvis vi glemmer ofrene, glemmer vi Europas historie og identitet.