Syriens diktator og de triste scenarier

Vestens fejlslagne kurs i borgerkrigen begynder at kræve sin pris

Jeppe Duvå, 2015
Jeppe Duvå, 2015 Foto: Leif Tuxen

Vestens mangel på strategi i forhold til Syriens borgerkrig er en væsentlig for-klaring på, at vi i dag står over for den værste af alle tænkelige syriske kombinationer: Præsident Bashar al-Assad er stadig ved magten i Damaskus. Islamisk Stat er på fremmarch.

En eksplosion af syriske flygtninge er ved at løbe Europas grænser over ende. Og USA og dets allierede er længere end nogensinde fra at have indflydelse på, i hvilken retning det mellemøstlige kaos bevæger sig.

I den situation er det svært at ignorere, hvad Assad i går fik lov at sige i interviews i en række medier i det Rusland, der er hans vigtigste forbundsfælle. Dels fremhævede den brutale diktator, at hvis Europas ledere gerne vil se en ende på flygtningestrømmen fra Syrien, så skal de holde inde med støtten til de islamister, der er skyld i, at millioner er på flugt.

Dels skældte han ud på det, han kalder dobbeltmoralen i, at europæiske politikere for nylig reagerede følelsesfuldt på billedet af den druknede dreng på en strand i Tyrkiet, men angiveligt ikke er blevet så bevægede over de børn, der er blevet dræbt i Syriens krigshærgede byer.

Nu er Assad ikke just noget sandhedsvidne. Og hans præmis om, at alt havde åndet fred og idyl i hans land, hvis blot Vesten havde ladet ham slå dem ned, der har gjort oprør mod hans regime siden 2011, er mere end tvivlsom. Assad-klanen har i årtier holdt Syriens forskellige befolkningsgrupper i skak med en blodig del og hersk-politik.

Ikke desto mindre er det en bitter-ironisk kendsgerning, at havde det ikke været for hans troppers stædighed, så havde et endnu større onde - Islamisk Stats kalifat - i dag haft kontrollen over en større del af Syrien og dermed Mellemøsten som helhed, end tilfældet er. Det er derfor på en trist baggrund alligevel værd at notere sig, hvad diktatoren siger.

Vestlig støtte til de stort set ikke-eksisterende moderate oprørere i Syrien har ikke forhindret, at den lige nu mest sandsynlige udgang på borgerkrigen er, at islamistgrupperinger anført af Islamisk Stat indtager Damaskus, indleder en massakre på vantro såsom kristne, drusere og alawitter (den shiamuslimske retning, som Assad tilhører) og etablerer et brohoved for videre ekspansion i Mellemøsten.

En ekspansion, der først stopper, når Iran, der sammen med Rusland har været Assad-styrets mest trofaste allierede, med eller uden USA's tavse billigelse sætter landtropper ind for at knuse kalifatet. I hvert fald er der sørgeligt lidt, der tyder på, at Nato-koalitionens luftbombninger af Islamisk Stat kan betyde en afgørende forskel.

I ingen af scenarierne er der det ringeste, som tyder på, at flygtningestrømmen fra Syrien mod Europa vil tynde ud.