Systemdanmark må tøjles

Bureaukratiet er løbet løbsk,viser kirkes ”klinke-gate”

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad
Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Mennesket skal komme før systemet, kan man høre forskellige politikere sige. I mange tilfælde er der heldigvis slet ingen modsætning mellem de to. Det offentlige system er ofte med til at gøre menneskers hverdag bedre. Desværre er der også eksempler på det modsatte. Eksempler på, at systemtænkningen buldrer hen over den sunde fornuft og de pragmatiske løsninger.

Et grumt eksempel på det bragte Kristeligt Dagblad i går. Det var historien om, at Kulturstyrelsen har pålagt Glumsø-Bavelse-Næsby Menighedsråd at lægge et flisegulv i en konfirmandstue om, fordi fliserne er lagt diagonalt, og de burde åbenbart være lagt vinkelret på væggene. Den diagonale lægning virker angiveligt ”fremmed for rummet”, og en omlægning vil koste næsten 500.000 kroner.

Menighedsrådet har meget forståeligt nu bebudet en retssag mod Kulturstyrelsen, og hvis det virkelig kommer så vidt, må man håbe, at rådet får medhold. ”Klinke-gate” giver måske også et indblik i en af årsagerne til, at udgifterne til folkekirken mange steder er gået over gevind lokalt. Allehånde bureaukratiske pålæg tvinger menighedsråd til at bruge penge, og man kan næppe heller udelukke, at håndværkere, arkitekter og andre rådgivere rundt omkring tjener rigeligt på at gøre forretning med kirken. Det er en væsentlig vinkel i den debat om kirkens forbrug, som tidligere kirkeminister Manu Sareen (R) har rejst.

Naturligvis kan der ikke være frit spil for byggeri, ombygninger og udsmykning af kirker og fredede bygninger, men meget tyder på, at smagsdommeriet i flere tilfælde er gået langt ud over det rimelige.

Det samme er Systemdanmarks kværn i en anden aktuel sag, som omtales i Kristeligt Dagblad i dag. Fødevarestyrelsen har forbudt tørrede, salte fisk, kaldet dabs, som ellers har været solgt på den jyske vestkyst i 100 år. Ingen er øjensynligt blevet syge, og ingen har klaget, men myndighederne holder fast på det fire år gamle forbud - med skiftende forklaringer. ”Fødevarehysteri” kaldes det af Venstres ordfører, Esben Lunde Larsen, som nu har rejst sagen over for fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Eller tag den aktuelle sag, hvor en jagtbutik i Odense har fået en bøde på 100.000 kroner for at sælge helt almindelige foldeknive, som både fiskere, jægere, spejdere og hobbyfolk bruger, fordi knivene med yderste besvær kan åbnes med én hånd. Det gør dem ulovlige, men det er en meget stram fortolkning af den ulyksalige knivlov, som blev indført i 2008 for at bremse knivstikkeri i nattelivet. Alle tre eksempler illustrerer, at de gode mål - bygningsfredning, fødevaresikkerhed og tryghed på gaden - kommer til at skygge for den sunde fornuft, når de fortolkes ud på overdrevet. Er der overhovedet noget tidspunkt, politikere kan vækkes til at tage det problem op, må det vel være kort før et folketingsvalg, men det bliver ikke let. Skiftende regeringer har søsat utallige ”væk med bøvlet-kampagner”, ”afbureaukratiseringsplaner” og ”forenklingsstrategier”. Lige lidt har det hidtil tøjlet Systemdanmark. hhh