Kan man skrive leder om shorts? Nej, egentligt ikke. Så lederen her skal handle om tøj og kultur og om forbindelsen mellem de to.
Hen over sommeren har påklædning i almindelighed og shorts til mænd i særdeleshed nemlig været omdrejningspunkt for indtil flere ophedede debatter. Først handlede det om regler for påklædning på arbejdspladsen, efter at Morgenavisen Jyllands-Postens havde indskærpet over for sine medarbejdere, at shorts ikke var passende påklædning på redaktionen, senest blev debatten ansporet af Kristeligt Dagblads mediekommentator Sørine Gotfredsen, som havde svært ved at tage shortsklædte programværter alvorligt.
Både Morgenavisen Jyllands-Postens tøj-regler og Gotfredsens kritik har fået talrige personer i Debatdanmark til at gå op i limningen af forargelse. For hvad ligner det at have en mening om, hvad andre mennesker har på af tøj? Og så lige her midt i det frieste og fredeligste af alle lande.
Men der er grund til at minde de forargede om, at selvom vi i Danmark hylder en fri og uformel tøjstil, så er vi alle i kraft af vores tøjvalg med til at kommunikere, både hvad andre mennesker kan forvente af os, og i hvilket omfang vi selv er i stand at navigere i de sociale koder, der knytter sig til påklædning.
Når programchef Mikael Bertelsen forleden var iklædt shorts i Deadline og lektor i bioetik Mickey Gjerris iklædt piratbukser i Debatten, kæmper de angiveligt i egen selvforståelse for frisind og det frie tøjvalg, men egentlig er de blot på infantil vis med til at bekræfte de koder og normer, som naturligvis gør sig gældende. For selvfølgelig må de tage det tøj på i studiet, de vil, men iført korte bukser påkalder de sig en særskilt opmærksomhed, som tager fokus væk fra det, der tales om, og dermed udviser en mangel på respekt for situationen og seerne.
Reaktionerne kunne tyde på, at mange mennesker i dagens Danmark simpelthen ikke er klar over forbindelsen mellem tøjvalg, kultur og sociale koder. Og når mange af tidens værdidebatter ofte handler om det helt konkrete og nære som håndtryk, mad og påklædning, er det ud over kultursammenstød som årsag også udtryk for, at mange har mistet fornemmelsen for de uskrevne normer i vores fælles liv.
Samtidig lever vi et land, hvor der er forholdsvis få formelle koder for, hvordan man opfører sig, men til gengæld en hel del uformelle koder, som kan være vanskeligere at tilegne sig, men som er med til at udgøre et lands kultur. Når det kommer til påklædning, er det nu ikke sværere end som så. Hvis man ser bort fra regler på visse arbejdspladser, maskeringsforbud og lov om blufærdighedskrænkelser, handler det først og sidst om sund fornuft.
Tøjvalg er naturligvis frit og op til smag og behag, men i bestemte funktioner, fra læreren og sygeplejersken til studieværten, er det nødvendigt at klæde sig på en måde, som ikke påkalder sig unødig opmærksomhed, og som sikrer den seriøsitet og respekt, der er påkrævet. Det burde faktisk ikke være så svært.