Diagnosen er rigtig, men behandlingen forkert.
Uanset hvilken farve der vinder det kommende folketingsvalg, ligger der en bunden opgave. Sundhedsvæsenet skal fremtidssikres, så det er i stand til at varetage opgaven med stadig flere ældre, og samtidig skal der være nok personale. Fra sosu-assistenter over sygeplejersker til læger. Borgere i hele landet skal have adgang til højt kvalificeret hjælp. Og så skal patienterne selvsagt i centrum.
Så langt diagnosen, som de fleste kan være enige om, men hvad er kuren, og hvordan behandles der bedst muligt?
Regeringen og Dansk Folkeparti lægger op til strukturelle justeringer med deres såkaldte sundhedsreform, der snarere må betegnes som et oplæg til en kommende valgkamp. Modellen er så vanskelig at forstå, at selv Venstres store annoncer med et danmarkskort er svært afkodelige. Mest af alt afspejler den et politisk kompromis, hvor man blandt andet har skullet nedlægge de folkevalgte regionsråd af hensyn til Dansk Folkeparti.
Danskerne er generelt tilfredse med det nuværende sundhedsvæsen, som er blevet væsentligt bedre de seneste 10 år. Blandt andet takket være regionerne, der på mange stræk har løst opgaven med at behandle flere patienter og øge levetiden betragteligt. Men der er også knaster. Mange mennesker, der for alvor har brug for hjælp, idet de er ældre, svagelige og lider af flere sygdomme, styrter ned i den såkaldte Bermuda-trekant mellem egen læge, hospital og kommuner. Og man skal ikke have gået mange år i skole for at indse, at det er en farce, at et land som Danmark, der i indbyggertal er så lille, at det ikke tåler sammenligning med de største byer i verden, insisterer på flere forskellige lokale digitale løsninger. Sig Sundhedsplatformen, og de fleste ryster på hovedet.
Der er brug for et sundhedsvæsen, der guider patienten, hvor ansvaret er klart fordelt, og den enkelte oplever kontinuitet. Hvor der ikke skal læses op på journalen fra gang til gang, og hvor prøveresultater, scanningsbilleder og undersøgelser udveksles på tværs af kommune- og regionsgrænser.
Lars Løkke Rasmussen (V) gik i 2011 til valg på at nedlægge regionerne og erstatte dem med tre sygehusfællesskaber. Det valg tabte han. Nu foreslår han og regeringen en konstruktion med bevarelse af de fem regioner, men uden de valgte regionsråd med politikere. Til gengæld tilbydes der 21 sygehusfællesskaber med et strøg af demokratisk glasur i form af folkevalgte patient- og pårørenderåd. Dertil en overbygning med styrelse og ministerium. Drømmer man om en omfordeling af ressourcer fra såkaldte kolde til varme hænder, er dette næppe modellen, der sikrer det.
De nuværende fem regioner med deres politisk valgte medlemmer, der står til ansvar for vælgerne hvert fjerde år, er langtfra perfekte, men løser en væsentlig opgave. Der er ikke brug for en stor strukturreform, men derimod et bedre samarbejde – ikke mindst med kommunerne.