De seneste mange års sprogdebat kan samles i ét ord: bjørnetjeneste. Der er dem, der fastholder, at bjørnetjeneste som i La Fontaines fabel er en tjeneste, der gør mere skade end gavn. Og så er der Dansk Sprognævn, som siger, at betydningen kommer an på, hvem man taler med eller til. Bjørnetjeneste kan således også betyde en rigtig stor tjeneste, hvis det er det, afsenderen eller modtageren mener. Hvad mener du egentlig?
Ja, hvad stiller vi op med den bjørnetjeneste? Og hvad stiller vi op med den debat om varetagelsen af det danske sprog, som handler om andet og mere end bjørnetjenester?
Debatten er senest blevet aktuel med etableringen af foreningen Den Danske Sprogkreds, en udbrydergruppe af Modersmål-Selskabet, som ønsker at udfordre den etablerede sprogpolitiske konsensus. I Danmark er den konsensus kendetegnet ved en bemærkelsesværdigt defensiv sprogpolitik, hvor Dansk Sprognævn ofte gør sig stor ulejlighed med at belære befolkningen om, at sprog skam er en dynamisk størrelse, og at de mange, som protesterer mod alt fra dobbeltformer til valgfrit komma, er nogle forstokkede sprogkrakilere, der ikke har forstået, hvad det handler om.
Men måske skulle Dansk Sprognævn i stedet ulejlige sig med at kigge ud i Europa. Her findes der nemlig mange forskellige måder at forvalte de nationale sprog på, som dog alle har det tilfælles, at de i højere grad end Danmark bestræber sig på at sikre en retning, på at værne om det enkelte nationalsprogs udvikling. Ikke i protest mod det faktum, at sproget udvikler sig, men i en fornuftig anerkendelse af, at den udvikling ikke bare skal overlades til markedskræfter og tilfældigheder.
Det gælder ikke mindst for et lille sprogområde som det danske. Vi hverken kan eller skal forskanse os mod sproglig påvirkning udefra, og det er en gymnasieagtig banalitet, at dansk historisk set er blevet præget af tysk, fransk, engelsk og andre sprog omkring os. Selvfølgelig er det det. Men hvorfor i alverden skulle det forhindre os i at tage vare på det danske sprogs udvikling?
Parallelt med den sproglige påvirkning udefra har der historisk set også været mange bestræbelser på at styrke det danske sprogs sammenhæng og prægnans. Det skete under og efter Reformationen, hvor kirken spillede en central rolle i udviklingen af et fælles, moderne rigsdansk, det skete med etableringen af skolesystemet, med en fælles, national litteratur og digtning, med danske aviser og siden med elektroniske og digitale medier på dansk.
Men i dag ønsker ingen tilsyneladende at tage den opgave på sig. For vi kan jo ikke kæmpe imod globaliseringen eller lukke os om os selv, eller hvad man nu finder på af undskyldninger. Vi behøver ingen af delene. Vi skal blot formidle klart og tydeligt for danske sprogbrugere, at dansk i al sin udvikling og mangfoldighed har en genkendelig retning.
Alt andet vil være en bjørnetjeneste.