Der påhviler os alle et ansvar for konstant at bidrage til og tage vare på demokratiet. Derfor skal en gruppe folketingsmedlemmer, samlet i udvalget om Folketingets arbejdsformer, da også have stor ros for at have gransket Folketingets arbejdsgange og efterfølgende præsentere en række konkrete bud på, hvordan det politiske arbejde kan blive demokratisk vitaliseret.
Blandt forslagene er en ny partilederrunde, hvor partilederne ikke kun kan stille spørgsmål til statsministeren, men også til hinanden, ligesom det foreslås, at embedsmænd skal kunne deltage i høringer, uden at ministeren nødvendigvis er til stede. Desuden foreslår udvalget, at folketingspolitikere i højere grad forpligtes til at møde op, når borgere ønsker et møde, ligesom udvalget meget berettiget advarer mod det voksende antal ministerbemyndigelser, hvor en minister får adgang til selv at fastsætte regler på et bestemt område. Derudover lægger udvalget op til, at folketingsarbejde ikke nødvendigvis skal foregå bag Christiansborgs tykke mure, men at flere møder kan rykkes ud i landet, hvor de kan holdes som åbne borgermøder.
Gennemføres de fremsatte forslag, vil i det hvert fald på papiret være en demokratisk gevinst. Skal man hælde en anelse malurt i bægeret, kan man dog spørge sig selv, om eventuelle demokratiske svagheder i dag kan forklares med systemet eller med dem, der forvalter systemet.
Eksempelvis bevilgede Folketingets partier sidste år sig selv 52 millioner kroner til en oprustning af det parlamentariske arbejde. Hvis man som borger så tror, at det parlamentariske arbejde drejer sig om at styrke båndene mellem borgere og politikere, ser det desværre ud til, at tager man fejl. Pengene er primært gået til ansættelse af nye medarbejdere til partiernes kontorer på Christiansborg, og spørgsmålet er, om man som borger nogensinde vil opleve en konkret demokratisk effekt af den parlamentariske oprustning, eller om der primært er tale om en optrapning i den daglige spin-kamp på Slotsholmen.
På samme måde kan man spørge sig selv, om de seneste års mange ansættelser af spindoktorer og voksende brug af fokusgrupper, alt sammen med det formål at skære de politiske budskaber til i præcise og målgruppe- spiselige ”godbidder”, har styrket den demokratiske debat og den generelle tillid mellem politikere og borgere. Næppe.
Måske man i det hele taget tager grueligt fejl, når der i så høj grad kigges mod Christiansborg, når demokratiets sundheds-tilstand er til diskussion.
For sandheden er jo, at folkestyret ikke er stærkere end sit folk. Det kan godt være, at man i dag via sociale medier kan organisere sig i interessegrupper for alt fra aktiv dødshjælp til vegetarmad i folkeskolen, men om det bidrager til den demokratiske dialog og mødet med modsatrettede synspunkter i en civiliseret dialog, er mere tvivlsomt. Det bedste forsvar for demokratiet og mod politisk spin er nærmere selv at tage demokratisk ansvar, at møde op i forsamlingshuset, deltage i det lokale kirkearbejde og i det hele taget at fratage politikerne noget af den magt, de åbenlyst selv frygter at misbruge. Og her kan kun opfordres til, at alle læser, hvad Hal Koch så fint indrammede i 1945 i bogen ”Hvad er demokrati?”:
”Demokratiet kan ikke sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.”