DET LYDER besnærende enkelt. Når nu Folke-tinget i 2003 besluttede at tilbyde alle gravide kvinder en såkaldt misdannelsesscanning i 18.-20. graviditetsuge, hvorfor må den gravide så ikke selv bestemme om scanningen skal munde ud i en sen abort? Hvorfor skal et såkaldt abortsamråd agere formynder og bestemme, om en eventuel misdannelse hos et foster er alvorlig nok til at begrunde abort?
Spørgsmålet rejses i dagens avis af et par, der søgte om en sen abort, efter at de fandt ud af, at barnet ville blive født uden den venstre underarm. De fik afslag, men fik i stedet aborten i Storbritannien.
Men nej, man skal ikke lade det være op til gravide kvinder selv at bestemme, om resultatet af en scanning er alvorligt nok til at begrunde en abort. Det ville i praksis flytte grænsen for fri abort fra 12. til 20. graviditetsuge. Abort ville i endnu højere grad kunne bruges til at sortere børn væk på grund af selv mindre afvigelser fra det normale eller skulle vi sige fra det perfekte.
Adgangen til sene aborter må ikke ende som et tag-selv-bod, så hold fast i abortsamrådene.
hhh