Gennem historien er ganske mange beslutninger blevet begrundet med, at det var nødvendigt, fordi ”fremtiden vil kræve det”. Flere af disse beslutninger viste sig efterfølgende at være knap så kloge, og det var nok tilfældet, da Filmskolens rektor Vinca Wiedemann sidste år kunne meddele, at skolens traditionelt meget praktisk orienterede uddannelser nu skulle ændres fra fireårige uddannelser til femårige bachelor- og kandidatuddannelser, som man kender det fra universitetet.
Dengang lød begrundelsen, at ”film- og mediebranchen i fremtiden vil kræve langt mere komplekse kompetencer af de ledende professionelle kræfter”. Men meget tyder på, at Filmskolens ledelse havde forregnet sig, for efter lang tids kritik af ordningen kulminerede det hele i denne måned. Skolens elever blokerede skolen og krævede rektors afgang, og i går kunne fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) så oplyse, at situationen er uholdbar, så ”derfor stopper Vinca Wiedemann nu som rektor”.
For Filmskolen, rektoren og eleverne er det et på alle måder ærgerligt forløb. Men i det store billede kan man håbe, at sagen vil mane til eftertanke og lægge en dæmper på overbevisningen om, at alle uddannelser skal akademiseres, hvis man ikke skal overrumples af fremtiden.
For Filmskolen er jo ikke det eneste sted, man ser denne udvikling. Samme kritik har man hørt fra sygeplejerskeuddannelsen, fra læreruddannelsen og sågar fra de tekniske erhvervsskoler, hvor traditionelle håndværksfag også skal belastes med politiske illusioner om, at man som tømrer, kok og frisør er nødt til at sidde stadig længere tid på skolebænken, hvis man skal klare sig på det fremtidige arbejdsmarked.
Tankegangen er forfejlet og udtryk for en ringeagt over for det gode, gedigne håndværk, der netop historisk set har overlevet alle politiske modeluner. Og man kan ikke lade være med at tænke, at udviklingen skubbes frem af en politikergeneration, hvor stort set alle er akademikere og derfor ikke kan forestille sig, at man kan få et rigt og givende liv, hvis man ikke opnår en kandidatgrad.
Filmskolen, der blandt sine tidligere elever tæller verdenskendte og prisbelønnede navne som Lars von Trier, Bille August og Susanne Bier, skal naturligvis ikke ledes ud fra, hvad der passer eleverne, da man så bare vil have erstattet tidligere tiders professor-vælde med et mindst lige så problematisk elevvælde.
Alligevel fortjener eleverne ros for at insistere på, at det gode håndværk, opnået gennem praktisk erfaring, ikke er en tilføjelse til en bacheloruddannelse, men en grundlæggende og central kvalifikation, der i mange tilfælde godt kan stå alene.
Lad det opråb brede sig i uddannelses-systemet og den politiske debat, hvor det i stigende grad er blevet dikteret, at der kun findes én vej ud i fremtiden.