Tak til Geeti, Özlem og Fatma

Glem imamerne, og bak op om de muslimske kvinder

Morten Rasmussen, nyhedsredaktør på Kristeligt Dagblad
Morten Rasmussen, nyhedsredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Det har ikke skortet på mørkemænd og tordentalende imamer i debatten den seneste uges tid. Utro kvinder skal stenes, hustruvold skal ikke meldes til de danske myndigheder, og man må gerne slå børn, der ikke beder, lyder det i de integrationsfjendske moskéer, som TV 2 med skjult kamera har afdækket i en række programmer.

Og reaktionerne er bestemt ikke udeblevet. Fra politikere og debattører har det blandt andet lydt, at moskéerne skal lukkes, og at man så vidt muligt skal forhindre muslimsk indvandring.

Frustrationen er forståelig, for naturligvis skal imamerne møde modstand for deres manglende respekt og forståelse for demokratiske grundværdier.

Men inden man farer for hurtigt frem, er det værd at huske, at imamerne langtfra repræsenterer alle muslimer, og at vi netop i disse år er vidne til en positiv og hastigt accelererende mangfoldighed i debatten om demokrati, indvandring, islam og ligestilling.

I dag, den 8. marts, kvindernes internationale kampdag, er der ikke mindst grund til at glæde sig over, at netop yngre muslimske kvinder åbenlyst ikke lader sig bremse af forstenede imamer, men med gejst, mod og intelligens er gået helt i front i kampen for både religiøs, politisk og kønsmæssig ligestilling.

Geeti Amiri, Elmas Berke, Özlem Cekic, Fatma Öktem, Yildiz Akdogan, Khaterah Parwani, Jaleh Tavakoli og Natasha al-Hariri er bare nogle af de navne, som vi i stigende grad møder i medierne og i debatterne om kultur, religion og ligestilling.

Politisk, religiøst og kulturelt er disse kvinder og nye stemmer vidt forskellige, og det er netop den store gevinst ved deres engagement. For mens de mest fundamentalistiske imamer vil fastfryse et billede af islam som en religion, der stort set skal praktiseres og fortolkes ens, uanset tid og sted, viser de yngre kvinder, at islam kommer i alle former og aftapninger, uden at stride imod grundlæggende danske og vestlige demokratiske værdier.

Der er stadig mange ligestillingskampe at kæmpe, hvad enten det drejer sig om ligeløn eller kvinders repræsentation i toppen af politik og erhvervsliv. Men i takt med at stadig flere kvinder med religiøs og etnisk minoritetsbaggrund har indtaget scenen, kan der forhåbentlig også løsnes op for de mange kvinder, der i indvandrerghettoer har befundet sig i et univers med langt mere alvorlige problemer end manglen på kvinder i bestyrelser.

Dagen i dag bør derfor kalde på en stor tak til Geeti, Özlem, Fatma og deres mange modige kvindelige meddebattører, der ganske enkelt ikke kan lade være med at blande sig. 

Foto: Niels Ahlmann Olesen og Sophia Juliane Lydolph