Teknologien bag en lille hvid løgn

Kunstig intelligens kan give os meget, men ikke intelligent etik

Problemet med den meget omtalte teknologiske udvikling, der kaldes kunstig intelligens, er, at den ikke har ret meget at gøre med intelligens. I hvert fald ikke i nogen som helst menneskelig forstand. Den gør i bedste fald de computere, der i dag er indbygget i alt fra telefoner til fly, i stand til at mime noget, der minder om intelligens – men uden alt det, der er den afgørende forskel på det maskinelle og det menneskelige: empati, intuition, etik.

Etik? Det kan da sagtens kodes ind i computerne, svarer tech-industriens profeter. Men de tager fejl, for essensen ved etik er det modsatte af teknik. Etik er ikke nytteorienteret, og den etik, der bygger på kristendommen, er ikke rationel. Tværtimod er den, fra en computers kalkulerede synspunkt, opsigtsvækkende irrationel.

Kristendommens kerne er et paradoks, som i to tusinde år har optaget kirkefædre, filosoffer, husmænd og kassedamer. Og kristendommen er en civilisation, der ikke kan oversættes til algoritmer – som er de ”opskrifter” i computerne, der giver dem bestemte løsninger på bestemte situationer, og som i tilstrækkeligt avanceret form kan efterligne en hjernes måde at kombinere og tilføje ny viden på.

Den britiske forfatter Ian McEwan har i sin seneste roman ”Maskiner som mig” poetisk indkapslet begrænsningen ved kunstig intelligens med spørgsmålet: Hvem laver algoritmen for den lille hvide løgn, der skåner ens ven for at havne i en situation, hvor han må rødme?

En algoritme så indfølende, at den lige netop véd, hvordan man viger uden om noget, der bringer et medmenneske i forlegenhed, kommer vi til at vente længe på.

Dermed er diskussionen sådan set lukket om kunstig intelligens som noget, der kvalitativt ændrer vores menneskelige grundvilkår.

Det betyder bare ikke, at den hastigt voksende brug af kunstig intelligens ikke får voldsomme perspektiver for vores hverdag og samfund. Det får den. Derfor er det isoleret set godt, at EU-Kommissionen nu foreslår en strategi og nogle regler for kunstig intelligens. For vi står over for en teknologi, der ventes at revolutionere alt fra transport til sundhedsvæsen. Den kan sætte skub i udviklingen af såvel nye lægemidler som smartere industrirobotter og mere besættende underholdning. Ligesom den kan perfektionere for eksempel ansigtsgenkendelse, der både kan bruges til at opklare forbrydelser og til at overvåge borgerne. Hvorved den symboliserer hele den dystre dobbelthed i det, vi er vidner til.

Kommissionens næstformand, Margrethe Vestager, har en optimistisk tilgang til mulighederne, men understreger, at vi skal kunne stole på den kunstige intelligens og føle, at ”den hjælper os i vores daglige liv”.

Der er ikke rigtig nogen, der spørger, om EU-borgerne ønsker udviklingen. Set med dens – udviklingens – briller er spørgsmålet da også meningsløst.

Som mange andre af modernitetens fænomener er der tale om muligheder, der vælter ind over os med en naturkrafts ubønhørlighed. De egentlige beslutningstagere bag forandringerne er ikke folkevalgte, og de véd såmænd dårligt nok selv, at de er beslutningstagere, fordi teknologispringet sker spontant, i netværk, markedsdrevet. Og uden en ”plan”, politikere kan forholde sig til.

At EU-landene ikke desto mindre prøver at sætte hegnspæle for teknologien er godt. EU agerer med den viden, at udemokratiske magtcentre som Kina er langt fremme med denne udvikling. Det er al teknologiskræks virkeliggørelse, hvis den kinesiske ledelse får rullet den kunstige intelligens ud over alverdens markeder på sine præmisser.