Teologi var i århundreder omdrejningspunktet for de europæiske universiteter. Og langt op i det 20. århundrede var det i vidt omfang teologer, der prægede den danske samfundsdebat.
Sådan er det ikke længere, og det er der naturligvis mange grunde til. Den altovervejende handler om kristendommens svækkelse som den helt afgørende åndshistoriske ramme om vores fælles liv. En anden årsag er den generelle svækkelse, som teologi og humaniora oplever på det moderne universitet, der i tiltagende grad fokuserer på at levere fleksible fodtropper til konkurrencestatens opretholdelse.
Vi har dog endnu teologiske uddannelser i Aarhus og København, og selvom de meget nødig vil kaldes præsteskoler, så er deres eksistensberettigelse først og sidst at uddanne præster til landets mere end 2000 sognekirker. Sådan vil og skal det være, så længe vi har en grundlov, som sikrer, at folkekirken understøttes af staten.
Desværre er det begrænset, hvad den danske offentlighed derudover hører fra universitetsteologien. I de seneste uger har flere kritikere i Kristeligt Dagblad peget på, hvordan forbindelsen mellem universitetsteologien, kirke og folk er blevet svækket.
Generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen har beskrevet, hvordan ansættelsen af internationale forskere og orienteringen mod en global, engelsksproget forskningsverden har påvirket teologiens folkelige forankring negativt, og provst Thomas Reinholdt Rasmussen har problematiseret, hvordan specialisering og publiceringskrav på samme måde svækker koblingen mellem universitet, kirke og folk.
Endelig har professor emeritus Viggo Mortensen fremhævet, hvordan teologien i tiltagende grad bevæger sig i retning af religionsvidenskab og dermed også mister evnen til at tale om kristendommen som et åndshistorisk fundament, der siger noget sandt og gyldigt om menneskers liv.
Adspurgt har dekan ved Det Teologiske Fakultet på København Universitet Carsten Selch Jensen afvist, at der skulle være et problem, selvom han anerkender, at teologien spiller en mindre rolle i samfundet end for 10-15 år siden. Ingen universitetsteologer har indtil videre meldt sig i debatten. Det kan de naturligvis nå endnu, men endnu bedre ville det være, hvis de teologiske uddannelser fandt anledning til at reflektere over teologiens svækkede samfundsrelevans og gjorde sig tanker om, hvordan de kunne bidrage til at gøre noget ved det.
Naturligvis hører vilkårene på det moderne universitet med til forklaringen. Når de bevilgende myndigheder stiller bestemte krav til forskning og publiceringsstrategi, er det vanskeligt at ignorere. Men det er alt for kortsigtet at se bort fra vigtigheden af teologiens virke i bredden.
Det hjælper selvfølgelig ikke at drømme sig tilbage til en tid, hvor teologer som Johannes Sløk, K.E. Løgstrup og P.G. Lindhardt markerede sig i samfundsdebatten. Men når universitetsfolk som Svend Brinkmann eller Frederik Stjernfelt kan præge samfundsdebatten, burde teologerne selvfølgelig også kunne.
Samtiden er i den grad optaget af kristendom, ånd og fællesskab, så det er ingen undskyldning. Hvor er forsvaret for kristendommen? Hvorfor er det 20 år siden, at der sidst er udkommet en bred, velformidlet bogudgivelse om Grundtvig eller Kierkegaards aktuelle betydning?
I stedet for at blive fornærmede over kritikken, burde de teologiske uddannelser bruge kræfterne på at sikre fagets fortsatte relevans, både i dybden og i bredden. For deres egen og for vores allesammens skyld.