Prøv avisen
Leder

Teologien og de tjenstlige samtaler

Denne djøfisering af kirkens ledelse betyder så også, at der i dag er et øget fokus på folkekirkens image, hvor en stræben efter kirkelig konsensus og et enigt bispekollegium betyder langt mere nu end tidligere, skriver dagens leder. Foto: Arkivfoto

Loyalitet og hensyn til folkekirkens image fylder for meget

”Du indkaldes hermed til en tjenstlig samtale”.

Flere og flere præster indkaldes tilsyneladende i dag til en sådan samtale, selvom ingen har præcise tal på udviklingen.

For en præst er en tjenstlig samtale med retsteolog Kristine Gardes ord ”hverken en uforpligtende hyggesnak med hans foresatte eller en sjælesørgerisk samtale med biskoppen som ligeværdig embedskollega”. Tværtimod drejer det sig om en formaliseret samtale, der kan være indledningen på en proces, hvor præsten i værste fald kan ende med at blive fyret.

I samme øjeblik biskoppen sender et sådant indkaldelsesbrev, er der oprettet en uudslettelig personsag, som i sagens natur aldrig forsvinder igen. De mange tjenstlige samtaler er derfor en trist udvikling i folkekirken, og de bør udelukkende anvendes i sager, hvor alle andre muligheder er udtømte.

Hvorfor er der denne stigning i antallet af tjenstlige samtaler? Er vor tids præster mere oprørske end tidligere tiders? Det er de næppe, og udviklingen er nok snarere den modsatte, at folkekirkens ledelse i de senere år er blevet langt mere bevidst om synlig ledelse, dokumentationskrav og forvaltning.

Denne djøfisering af kirkens ledelse betyder så også, at der i dag er et øget fokus på folkekirkens image, hvor en stræben efter kirkelig konsensus og et enigt bispekollegium betyder langt mere nu end tidligere.

Derfor er præstens loyalitetspligt over for bispeembedet også kommet i fokus og blevet et selvstændigt spørgsmål i flere af de verserende sager. Det er en dybt problematisk udvikling, for præstens loyalitetspligt bør jo først og fremmest være en loyalitetspligt over for evangeliet.

Ifølge Kristine Gardes kronik i dagens avis har biskopperne med henvisning til en cirkulæreskrivelse fra 2005 i dag reelt enekompetence til at definere præsters loyalitetspligt, og derfor kan biskoppernes afgørelser i den slags sager ikke appelleres.

Det er en helt utålelig retstilstand for folkekirkens præster. En tilstand, som ligger åben for misbrug. Med cirkulæret i hånden vil biskopperne nemlig kunne lukke munden på kritiske præster, de er teologisk uenige med.

Præsternes manglende retssikkerhed og ytringsfrihed er et voksende problem for folkekirken, og det vil sandsynligvis sænke loftet for den frie forkyndelse. Det vil måske også flytte grænserne for, hvor lidenskabelige de teologiske diskussioner kan blive blandt kirkens folk.

”Prædikestolen er en af landets fornemste og frieste talerstole, og det skal den helst blive ved med at være.” Sådan sagde domprovst og bispekandidat Henrik Wigh-Poulsen i avisen i går. Han har ret. Giv præsterne deres frihed tilbage. Kirkens image skal nok overleve.