Thornings svære eftermæle

Statsministeren kan få større succes ude, end hun fik hjemme

Jeppe Duvå
Jeppe Duvå. Foto: Leif Tuxen.

Med udnævnelsen til direktør for den humanitære organisation Save the Children International i London står tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) foran en opgave, hvor hun kan vise sig at blive en relativt større succes, end hun var i den stilling som dansk regeringschef, hun forlod efter folketingsvalget i 2015. Selvom Helle Thorning-Schmidts ikke entydige, måske ligefrem problematiske eftermæle langtfra kan lastes hendes person alene, efterlod hun sig et ry som en statsminister, der snublede næsten fra dag ét, brød talrige valgløfter, hoppede fra ministerstorm til ministerstorm og først til sidst fik stoppet vælgerflugten fra sit parti, så det faktisk endte med en lille fremgang ved valget.

Det er ikke noget glorværdigt minde. Men det ville være alt for enkelt at reducere Thorning-årene i dansk politik til et spørgsmål om hendes personlighed. Hun kom til i 2011, da en lang årrække med økonomisk overskud og fremtidstro var erstattet af finanskrise og offentlige spare- og reformkrav. Påstandene om serielle løftebrud, som helt dominerede den nye S-R-SF-regerings begyndelse, sprang i øjnene, fordi de underbyggede et billede af Thorning som en politikertype, der tilsyneladende kunne og ville føre snart sagt enhver politik for at fastholde magten.

Men reelt kom løftebruddene til at fremstå værre, end rimeligt var, fordi de repræsenterede en brat opvågning efter Fogh- og Løkke-æraens kontraktpolitik. Den havde nok vælgertække. Men den egnede sig bedre til medgangstider end til det, som Thorning skulle konfrontere - den værste økonomiske krise siden 1930'erne.

Det bedste, man her i tilbageblik kan sige om Helle Thorning-Schmidt - og det vil i nogle vælgeres øjne også være det værste, man kan sige - er, at hun kom til at stå for nødvendighedens politik. På længere afstand er det muligt, at de mange reformer, der blev gennemført med Thorning ved roret, vil medføre en bedre historisk vurdering af hende end den, der står tilbage lige nu.

Reformprogrammet var en lidet taknemmelig opgave, og det er tæt på det beundringsværdige, at Thorning, ganske vist med et radikalt jerngreb i nakken, prioriterede dets gennemførelse højere end SF's forbliven i regeringen. Således kan hun også takke De Radikale for, at hendes regering med tiden kom til at fremstå, endog for mange borgerlige vælgere, som en lige så god garant for borgerlig økonomisk politik som en Venstre-regering, der er nødt til at forlade sig på Dansk Folkeparti.

Helle Thorning ledede sin regering igennem et nærmest historisk højt antal kriser og fremtvungne udskiftninger af ministre. Samtidig svækkedes hendes autoritet i den periode, hvor hun uden held bejlede til posten som EU's præsident, et job i en sværere vægtklasse end den, hun nu havner i. Men på intet tidspunkt vaklede hun i offentligheden eller blot appellerede om medynk, heller ikke når der blev kørt kampagnejournalistik på hendes mere private forhold. Det er svært ikke at være imponeret af hendes udholdenhed og personlige robusthed. Med årene kom hun også til at fremstå stærkere takket være alle sagerne om Lars Løkke Rasmussen (V).

Meget af det, der gjorde, at man aldrig rigtig følte, at Thorning faldt i ét med statsministerrollen, kan paradoksalt nok blive fordele for hende i det humanitære topjob. Internationalt arbejde er på mange måder mere hendes rette element end dansk politik. Hun er ægte, moderne globalist. Hendes stilsikre fremtræden vil kaste glans over en, med al respekt, ofte gråmeleret udviklings- og bistandssektor. Hendes store udfordring bliver at lægge det umusiske præg af teknokrat-politiker bag sig i en rolle, hvor det i positiv forstand er bløde værdier, der skal appelleres til.