Det er kun et år siden, at en 15-årig pige fra Stockholm besluttede sig for at blive hjemme fra skole i en selvbestaltet strejke for klimaet. Siden er der sket en hel del i klimadebatten både her i landet og i resten af verden.
Det skyldes ikke kun den nu 16-årige Greta Thunberg, men det er uomtvisteligt, uanset om man har sympati for hendes anliggende eller ej, at hun har medvirket til at skabe et momentum, som har fået stor politisk indvirkning for klimasagen. Når der således i Danmark på rekordtid er opnået politisk enighed fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti om et 70-procentsreduktionsmål, skyldes det ikke mindst det klimaaftryk, Greta Thunberg har efterladt i den brede offentlighed.
Det er dog værd at huske i den forbindelse, at når aktører som Dansk Industri, pensionskasserne og for den sags skyld også den socialdemokratiske regering med ildhu ønsker at gøre Danmark til grøn førernation, er det også, fordi der er penge og danske arbejdspladser i det. På den måde er klimadagsordenen herhjemme på udmærket vis blevet en forening af gode viljer og pragmatisk politisk prioritering.
Den aktuelle politiske bevægelse på klimaområdet er imidlertid ikke faldet i god jord hos Greta Thunberg. I denne uge gik hun på talerstolen i FN-bygningen i New York i et allerede vidt berømmet vredesudbrud til verdens politiske ledere. ”I ser håb i os unge mennesker – hvor vover I? I har stjålet mine drømme og min barndom med jeres tomme ord (…). Hvor vover I at tro, at dette kan løses gennem ’business as usual’ og nogle tekniske løsninger?”.
Thunbergs tale er af mange blevet udlagt som en overstyret følelsesappel uden forbindelse til virkeligheden, og selvom mange klimaaktører uanfægtet bakker op om deres nykårede ikon, har talen også fået selv inkarnerede Greta-fans til at stå af.
I den forstand er FN-talen også Thunberg-bevægelsens politiske syndefald, der afslører, at hendes ord isoleret set ikke formår meget andet end at opfordre til panik og skabe splid i verdens befolkninger. Tankevækkende er det også, at den franske præsident Macron og tyske kansler Merkel, der ellers hører til blandt de mere klimaprogressive blandt verdens ledere, har taget afstand fra Thunbergs seneste udbrud.
Sammen med saglige klimaaktører lægger de vægt på nødvendigheden af at finde teknologiske og holdbare politiske løsninger på klimaproblemerne og anbefaler Thunberg at bruge sine kræfter på mere fodslæbende aktører. Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, har udlagt modsætningen mellem Greta-aktivisterne og de politiske ledere som en kamp mellem børnebordet og voksenbordet. Fra Thunberg ved børnebordet lyder den legitime, men ikke videre nuancerede appel til handling. Omkring voksenbordet er der tilløb til handling, men også en opfordring til børnebordet om ikke at spilde kræfterne på formålsløst råberi.
Klimasagen er vigtig. Og der er brug for handling. Men den kommer kun, hvis vi formår at forene gode viljer og realisme. Forene følelser og fornuft. Hvis klimasagen kun rummer den ene side, sker der ingenting.