Prøv avisen
Leder

Tid til familien er blevet en luksusvare

Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad Foto: Paw Gissel

Skru ned for iscenesættelsen og giv børnene mere nærvær

En Ikeareklame, der er blevet set mere end fem millioner gange på internettet, viser, at hvis børnene skal vælge mellem den materielle ønskeseddel til julemanden eller et brev til mor og far med ønsker om mere tid sammen, flere middage sammen og mere leg, vælger børnene det sidste.

Det bekræftes som omtalt i Kristeligt Dagblad i dag af en undersøgelse fra Børnerådet, hvor mange børn siger, at de savner at tale mere med deres forældre og ønsker mere tid sammen med dem.

Der er tale om lidt af et paradoks, for tidsundersøgelser fra Rockwool Fondens Forskningsenhed viser også, at danske forældre bruger stadig mere tid på deres børn. Men måske handler børnenes ønske om nærvær fremfor blot samvær. I sidste uge udkom bogen ”Overskudsfamilier” med interviews med en række kvinder fra økonomisk privilegerede kår, der har det til fælles, at de har valgt at gå hjemme for at prioritere deres børn. I bogen erkender en af kvinderne dog, at hun nogle gange kan stå så meget ved køkkenbordet med ryggen til børnene for at iscenesætte det gode liv med hjemmebag, at det kniber med nærværet.

Netop i december har mange voksne travlt med iscenesættelsen. Alt skal klappe, maden skal være god, pynten den rette, gaverne originale og de fleste forældre bestræber sig på at deltage i julearrangementer i børnehaver, skoler og sportsklubber. Men det kunne måske være en overvejelse at droppe et arrangement eller julemarked med færdiglavede æbleskiver og dårlig gløgg i plastkrus til fordel for en stille lørdag derhjemme.

For det, børnene tilsyneladende efterspørger, er nærvær og ikke blot tid. Det er sjovere at spille kort med en far, der går op i det med liv og sjæl frem for én, der har blikket halvt på telefonen, og det er måske mere hyggeligt at bage med mor i køkkenet, hvis der kun skal laves én slags småkager og ikke tre.

Der er i dag mange forventninger til det gode børneliv, og det er godt at være ambitiøs på familielivets vegne. Men hvis normen er, at alt skal være perfekt fra børnenes lusefri hår over legeaftaler, skole-hjem-samarbejde og fremmøde til alle træningskampe hos miniputterne, er der også ret stor risiko for at knække nakken. Skilsmisseraten er som bekendt høj i Danmark, og alt for mange går ned med stress. Det kan skyldes ydre pres fra arbejdsmarked og samfund, men der er også et stort indre pres.

Man rynker på næsen af dem, der springer over, hvor gærdet er lavest og sammenligner sig for meget med andre og ikke kun som tidligere på det materielle plan. Her ville det komme børnene til gode, hvis flere forældre blev bedre til at se stort på det ydre og i stedet prioriterede det helt nære. kdh