Prøv avisen

Tid til selvretfærdighed

Politikere med evne til selvransagelse savnes

Askov Højskoles forstander, Ole Kobbelgaard, sagde forleden i Kristeligt Dagblad, at selvretfærdighed ligger lige for i en tid som vores. Det skyldes, at vi motiveres til at fortælle om vores gode sider, lige fra vi er børn. Det gælder, når vi søger job, når vi fokuserer på vores kompetencer, og når vi i øvrigt sælger os selv, hvilket vi i dag er bevidste om på en helt anden måde end tidligere.

Selvretfærdig er et af de bibelske ord, der har vundet fodfæste i den brede befolkning og er som sådant et godt eksempel på, hvordan de kristelige værdiladninger sidder dybt i danskerne, selvom det altså i dette tilfælde er en negativ værdiladning.

Modsætningen til selvretfærdigheden er den ydmyghed, der ligger i at kunne se sine egne mangler, og historisk set har erkendelsen af egne fejl blandt andet fundet udtryk i kirkelige institutioner som skriftemålet, hvor enhver kan få tilgivelse for sine synder. Synder forudsættes vi i skriftemålet alle at have.

Her har kristendommen virkelig noget at sige samtiden, fordi den bærer på en erkendelse af, at alle mennesker rammer ved siden af, og at det har værdi at vedkende sig sine fejltrin. Denne pointe er også relevant for danske politikere, der har svært ved at vedkende sig fejl på en reflekteret måde. Den politiske standardreaktion er at melde hus forbi, når der spørges til problematiske forhold, og reaktionen er så normal, at det regnes for dumt at gøre indrømmelser på punkter, hvor man har handlet forkert.

I disse dage sætter valgkampen ekstra fokus på kontrasten mellem politikernes foregivne ufejlbarlighed og den kendsgerning, at politikere er mennesker, der begår fejl hver dag.

I tv-studiet opregner folketingskandidaterne én efter én deres fortjenester, og forudsigeligheden i det kan give selvretfærdigheden et mekanisk skær. Samtidig virker det ofte, som om de på forhånd har opgivet at blive klogere af modstanderens argumenter, der aldrig for alvor tilkendes værdi, og derfor lukker monologerne sig om sig selv.

Det er klart, at politikere ville miste troværdighed, hvis de hver anden uge indrømmede fejl, der var resultatet af uforsvarlig adfærd. Men omvendt mister man også troværdighed ved at fortie fejl.

For de fleste danskere er ironi en del af kommunikationen med mennesker, de har tillid til, mens selvoppustethed har et skær af komik over sig. Politikernes forsøg på at fremstå fejlfrie er så langt fra vælgernes daglige omgangsformer, at det skaber distance til de folkevalgte. De kunne vinde respekt og måske også popularitet ved at turde reflektere over egne begrænsninger. AEM