Tiden er løbet fra elitens topmøder

Det er helt afgørende, at ledere mødes. Davos er ikke måden

For 50. gang samles verdensmestrene i økonomisk og politisk magt i disse dage til World Economic Forums topmøde i den schweiziske skisportsby Davos. Det vil næppe komme bag på nogen, at klimaet også her står øverst på dagsordenen. Det er mere passende, end de 3000 deltagere måske bryder sig om at indse. Et godt gæt er, at de på hver deres topposter inden for økonomi, erhvervsliv og regeringsledelse tilsammen er formelt eller reelt ansvarlige for størstedelen af den CO2-udledning, som der på mødet vil blive talt om vigtigheden af at begrænse.

Ligeledes vil der blive talt om stakeholder -kapitalisme, hvilket er et poleret ord for det forhold, at markedsøkonomien er nødt til at begrænse sine værste udskejelser for ikke at undergrave sig selv. Og det er ikke kun rige, hvide mænd, der deltager. Den altid fremsynede stifter af World Economic Forum, professor Klaus Schwab, har sikret sig, at kvinder udgør helt op til en fjerdedel af årets top-mødegæster, at klima-oraklet Greta Thunberg (selvfølgelig) er til stede, og at ungdomskulturens mest uregerlige understrømme er repræsenterede i form af nogle youtubere.

Altsammen helt efter den tilpasningsdygtige Davos-opskrift, der igennem årene har sikret topmødet andægtig omtale i alverdens medier de fire dage, det varer.

Og alligevel er der et eller andet, der skurrer. Det, der nager, er ikke, at de globale økonomiske magthavere skal tale engageret om løsningen af de problemer, som de selv og deres aktionærers ustoppelige krav om stadigt større afkast løbende reproducerer. Dialog er godt, men skulle Davos også fremme selvindsigt, er det bedre. Og de tech-giganter, der massivt medvirker til at skabe udfordringerne med klima, finansbobler og et elendigt arbejdsmiljø i callcentre og andre moderne sweatshops i Den Tredje Verden , er unægtelig nærmest til at løse dem. Det, der nager, er egentlig heller ikke, at vi skal tro på, at disse giganters folk i Davos virkelig ønsker at give deres hærskarer af lønslaver i Sydøstasien bedre vilkår, mens Amazon, Google og Facebooks chefer hjemme i USA ihærdigt lobbyer for at forhindre strammere lovgivning mod deres monopoldannelser.

Vi kan også godt se bort fra det lavkomiske i, at en del af de klima-bekymrede talere er blandt ejerne af de 1500 privatfly, der bringer eliten til og fra den snedækkede alpeidyl. Og fra, at erhvervsikonerne på mødet besidder personlige formuer, hvis omfang kun kan betegnes som obskøne, samtidig med at de ifølge dagsordenen skal tale om at fremme almindelige menneskers ”inklusion” i økonomien. Og fra, at det jo ikke er givet, at en topleder fra erhvervslivet også er særskilt klog på politik og andre menneskers tilværelse i det hele taget, fordi han eller hun har haft stor succes med sine firmaer.

Nej. Det egentlige problem med Davos er, at det vil være svært for de fleste at pege på, hvad begivenheden – trods den årlige omfattende mediedækning – egentlig har bidraget med af faktiske resultater.

Det er afgørende vigtigt, at mennesker mødes og taler om det, der trænger sig på. Det er endnu vigtigere, at vores ledere gør det. Men måske er det ikke kun tidsånden, der går lidt op imod hyper-eksklusive træf for verdens rigeste med et alibi-følgeskab af ngo’er og unge. Måske er der også i virkeligheden brug for, at de store udfordringer tages så alvorligt, at de behandles i fora, hvor kendis- og privatjet-faktoren er mindre, og det internationale samfunds forpligtelse lidt større.