Den aktuelle krise i Det Danske Akademi har fået mange til at overveje, om der overhovedet er brug for så verdensfjern en institution længere? Tanken er oplagt i lyset af denne uges intensiverede offentlige debat akademimedlemmerne imellem, men løsningen er bestemt ikke at lukke akademiet, der blev stiftet i 1960.
Tværtimod er der netop i en relativistisk tid som vores brug for en elitær institution som Det Danske Akademi.
Fra flere sider presses det klassiske kulturbegreb. Markedskræfterne insisterer på, at vi er kulturforbrugere: at kultur er et produkt, som vi konsumerer på samme måde som vaskepulver og dyre vine. Fra politisk side presses det klassiske kulturbegreb af oplevelsesøkonomien, hvor kultur skal tiltrække turister eller få borgere til at bosætte sig i øde egne af landet.
Fra andre sider oplever man, at kulturen instrumentaliseres: kultur skal helbrede folk for sygdomme eller give indre ro. Et kunstværk er i denne tankegang aldrig noget værd i sig selv, men skal bruges til noget andet som et redskab. Endelig er nærmest alle blevet vant til, at kultur er individualiseret i ekstrem grad. Vi sammensætter selv vores playlister, bestemmer, hvilke tv-programmer vi vil se hvornår, og forventer instinktivt, at alt er inden for rækkevidde med få strøg over skærmen.
Ind i denne ekstremt demokratiserede, men også relativistiske tid, hvor så få efterhånden tør påpege, at noget er bedre end andet, har en institution som Det Danske Akademi en vigtig rolle at forvalte. Selv nok så individualiserede borgere vil nemlig gerne høre forstandige menneskers vurdering af tiden, vi lever i, og den litteratur, der skrives. Nok hører vi ofte, at alt er lige godt – men det er langt fra alle, der i virkeligheden abonnerer på dette relativistiske livssyn. Det har stor betydning, at der stadig er nogle, der fastholder, at kultur har værdi i sig selv, og at der er forskel på god og dårlig kvalitet.
Netop derfor er den forgange uges fortsatte kontroverser så ulykkelige. Det er aldeles uholdbart, at personsager og offentlige avisskænderier er det, man forbinder akademiet med, og man forstår så godt, at visse medlemmer påberåber sig arbejdsro og mindre interesse fra mediernes side. Men forandringerne kommer ikke med mere tavshed, men tværtimod med reformer og større åbenhed. Måske skal traditionen med, at akademiet er selvsupplerende, afvikles. Måske skal man ikke sidde i akademiet på livstid. Spørgsmål som disse skal nu afklares, og set udefra ligger opgaven godt i hænderne på den nyvalgte sekretær, en slags formand, Lasse Horne Kjældgaard.
Må akademiet genfinde fokus, som er litteraturen, og må den fine institutions medlemmer finde modet til at mene noget om tidens vigtigste religiøse og politiske debatter. Litteratur skrives ikke i et tomrum, men både afspejler og fortolker tendenser i samtiden.