Den britiske premierminister Neville Chamberlain erklærede i september 1938 ”fred i vor tid” efter München-aftalen, som gav Tyskland frie hænder til at annektere Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet. ”Vor tid” viste sig dengang at vare mindre end et år, da Adolf Hitler den 1. september 1939 invaderede Polen og udløste Anden Verdenskrig. Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde ikke ”fred i vor tid”, da han i går i Singapore sammen med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, underskrev et samarbejdsdokument, men han stillede en ”strålende fremtid” i udsigt for den nordkoreanske befolkning. Alle koreanere skal i fremtiden leve side om side i fred og harmoni, hed det på trumpsk. Alt taget i betragtning forstår man godt, at omverdenen foreløbigt har reageret forsigtigt afdæmpet på mødet, selvom det på papiret er historisk.
Vist er der store forskelle på dagens Nordkorea og 1930’ernes Nazityskland, men der er også foruroligende paralleller. Militært udgør Nordkorea ikke en territorial trussel for USA eller Europa, som Tyskland gjorde, men med sit atomprogram har landet vist sig i stand til at udvikle våben, der kan skabe uhyrlige ødelæggelser helt ind på den amerikanske vestkyst. I sig selv er det en trussel, der kan få de seneste årtiers terrorangreb i Vesten til at blegne. Netop denne trussel er efter alt at dømme også en af de væsentlige årsager til, at mødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un overhovedet kom i stand.
I baggrunden spøger Kina, der formodes at have lagt pres på Nordkorea, og som nu forventer, at sanktionerne mod nabolandet ophæves, når den koreanske halvø angiveligt bliver atomvåbenfri. Tøv dog lige en kende. Tidligere nedrustningsaftaler med Nordkorea er ikke blevet overholdt, for desværre har det nordkoreanske diktatur vist sig præcis lige så ligeglad med internationale aftaler, som Nazityskland var, og Kim Jong-un må først bevise, at han er troværdig i det internationale diplomati. Der må for eksempel formelt indgås en fredsaftale mellem Nord- og Sydkorea. Atomvåbnene skal fjernes, og Nordkorea skal for at sige det mildt have et grundkursus i internationale menneskerettigheder og stoppe forfølgelsen af anderledes tænkende og troende. Tiden må vise, om det kommer til at ske. Måske er Kim Jong-un en anden og bedre leder end sin far, Kim Jong-il, og måske vil han sikre sit folk en økonomisk bedre fremtid, som andre asiatiske lande har gjort. Usikkerheden om, hvad han vil og kan, er imidlertid stadig det farligste element i den videre proces. Enhver fredsforhandling har det indbyggede dilemma, at hvis den mislykkes, stiger risikoen for åben krig umiddelbart efter. Det har verden ikke råd til i Nord- og Sydkorea, og den proces, der nu er taget hul på, må føres til en forhåbentlig lykkelig afslutning. Uanset udfaldet er det imidlertid både for tidligt og for farligt at råbe ”fred i vor tid”.